At vedligeholde sine venskaber <3

Sommeren er i fuld gang, og for nogle medfører det ferier, begivenheder og en masse andet. Hele året kan der være skole, arbejde, familie, pligter og alt muligt andet at se til, men hvad så med vennerne? Hvordan kan man sørge for at vedligeholde sine venskaber i både ferie og i den travle hverdag? Det kan være svært at få tid til i den travle hverdag, så her kommer jeg med mine tips:

Skriv en besked

Hvis I ikke har så meget tid til at ses fysisk, så kan det være hyggeligt at skrive sammen. Nogle er mere til at skrive end andre, men man kan altid sende en sød besked afsted til sin ven, om at man håber, at vedkommende har det godt. Det kan også være en sjov video, man har set og videresender eller noget andet, som passer ind i jeres venskab. Det viser, at du tænker på din ven 💕

Ring, mens du laver praktiske ting

Nogle er bedre til at tale i telefon end at skrive sammen. Derfor kan det være en fed idé at ringe og snakke i telefon, mens man ordner vasketøj, laver mad eller gør rent. På den måde bliver det praktiske også sjovere, og du får talt med din ven – win win!

Få en dato i kalenderen

Det kan være svært at få tid til at ses, men så kan det være en idé at lave en aftale om, hvornår I skal ses næste gang. Det kan godt være, at det er langt ude i fremtiden, men så kan I gå og glæde jer til at ses. Måske laver I en aftale om at tage i biffen om nogle uger, eller også skal I sidde hjemme hos hinanden og hygge? 🤩

Jeg håber, at nogle af mine tips kan hjælpe, og uanset hvad er du velkommen til at skrive ind til os i chatten hver dag mellem 16 og 20 <3