Den Gyldne Middelvej

Jeg har for nyligt læst digtsamlingen BLOD af Rudolf Broby-Johansen. Det er en gammel digtsamling, men arven efter den er vigtig og aktuel, også i dag. BLOD udkom i 1922, skønt den blev øjeblikkeligt beslaglagt og lovformeligt forbudt grundet usædelighed*. Først i 1968, efter ungdomsoprøret mind you, blev den alment tilgængelig for befolkningen med en billigbogsudgave fra Gyldendal. Der går en lige linje i stil og tanke fra Brobys BLOD til den berømte punkdigter Michael Strunges’ Skrigene (1980) og senest den meget omtalte Yahya Hassan (2013).

Hvor vil jeg hen med alt det, spørger du måske? Sagen er, at ligegyldigt hvad man ellers mener om både digtene og deres respektive digtere, så kan de lærer os en god almen lektie, som kommer nu. Det forfatterne har til fælles, UDOVER AT DE ALLE SAMMEN SKRIVER SÅDAN HER, er, at deres tekster er skrevet i en slags sagligt motiveret affekt. De søger med overlæg, ved sproglig voldsomhed, at vække os af døsen og fortælle os noget. De viser, at det til tider kan være nødvendigt og godt at være fandenivoldsk, bare en gang i mellem. Det er vigtigt, at vi ikke glemmer, at vi har denne mulighed, at vi er herrer over vores egen skæbne.

Verden går faktisk ikke under, hvis man en gang imellem bare lige husker sig selv på, at ”stick it to The Man” lidt, sådan set bare fordi man kan. Det er en meget vigtig færdighed, at kunne trodse forventningerne, normerne og hive stikket ud fra tid til anden.

En af mine lærermestre i Buddhisme har sagt, at livet er ligesom en guitarstreng; er den spændt for hårdt op, sprænger den, er den for løs kan den ikke spilles på. Denne balance kaldes for ”Den Gyldne Middelvej”. En kontrolleret dosis rebelskhed er sundt og forebygger sumpen hen og stilstand i livet.