Det nemme venskab er en illusion
Når du efter en lang dag sidder med din ven og for femte gang trøster dem over deres brud med ekskæresten, så kan det måske føles som om det med venner ikke lever op til forventningerne. Var det ikke meningen, at venskaber skulle foregå ligesom i tv-serierne, hvor ingen fylder for meget for længe og hvor det virker så nemt at være hinandens livsvidner? Men det nemme venskab er en illusion. Her er tre årsager til hvorfor.
Illusionen om et venskab uden arbejde
Venskaber er en relation – og alle relationer kræver arbejde. Men for mange vil rigtig gerne have venskaber uden egentlig at ønske selv at bidrage til det. De tager venskaber for givet – forstået på den måde, at de regner det for en relation, hvor det gode skal ske af sig selv. Modsat romantiske relationer, hvor de fleste godt er klar over, at ens ønsker ikke altid indfris af sig selv. Det kræver dialoger, forventningsafstemninger, kompromiser og samtaler at være i et godt venskab. Det sure med det søde. Hvis de samme forventninger vi kan have til venskaber blev sagt om romantiske relationer, ville de fleste nok vurdere dem som en smule urealistiske:
- Jeg behøver ikke kommunikere til min kæreste hvor mine grænser er – det skal de bare vide
- Jeg behøver ikke jævnligt at række ud til min kærest – hvis vi vil ses, skal det ske af sig selv
- Jeg behøver ikke snakke om svære ting med min kæreste, vi er kun sammen for at have det sjovt – til gengæld vil jeg gerne have, at min kæreste er der for mig, når jeg har det svært
Det lyder absurd, ikke? Man kan ikke forvente, at relationer kører af sig selv. De vil altid kræve en form for arbejde, så længe relationen varer. Selvfølgelig skal det ikke kun være arbejde, men der skal ofte koordinering til før man kan mødes, alvor før man kan grine, forventningsafstemning før man kan nyde. Det er helt normalt og en del af pakken. Urealistiske og unfair forventninger kan føre til skuffelse og få dig til at betvivle et ellers rigtig sundt venskab. Så tag arbejdstøjet på og du vil sikkert opleve en ny dybde i dine venskaber – og selv være en meget bedre ven.
Illusionen om 50/50 fordeling
Det er i det hele taget godt at starte med sig selv og spørge: hvordan kan jeg være en bedre ven? Så har du allerede taget ejerskab over relationen, du har sat dig for, at du vil gøre noget aktivt for at holde på de mennesker, du elsker. Så er vi i gang! Det næste bliver at bryde illusionen om, at alt denne energi altid kan fordeles ligeligt i forhold til hvem der giver og tager. Igen kan man sammenligne med et romantisk forhold, hvor det ikke overrasker, at det sommetider er den ene og sommetider den anden, der er i lidt mere fokus. Det betyder ikke, at man har ret til at negligere den anden, ikke at tjekke ind og kommunikere, men det kan for eksempel være, at den ene går igennem noget rigtig svært, som simpelthen bare fylder mere i en periode. Sådan er livet. Her er det netop at vi gerne vil have, at venskaber ubetinget støtter os. Men det betyder, at der vil være mindre fokus på den anden i et stykke tid. Så når du sidder der og din ven er i krise over et hårdt brud, så vil der være en periode hvor det handler lidt mere om det. Der kan sagtens snige sig tanker ind om, at det da også altid handler om det for tiden, og det er også helt okay. Men hvis situationen var omvendt, ville du sikkert også ønske en lignende støtte fra din ven, og have brug for at snakke dine følelser igennem flere gange. Venskaber er, ligesom alle andre meningsfulde relationer, give-and-take. Men det betyder ikke, at det altid er ligeligt fordelt. Lige nu fylder din vens problem en del mere når I mødes, og du kan ikke altid få uendelig støtte. Det betyder ikke, at venskabet fejler noget, tværtimod er det da et sundhedstegn, at I har den grad af fortrolighed og tillid til hinanden. Venskaber er ikke kun til de sjove perioder, tværtimod vil vi gerne have, at de er der når vi har mest brug for støtte. Men det skal selvfølgelig ikke tage overhånd – man kan ikke bare tage uden at give – og man skal stadig have det godt med hinanden. Men hverken du eller din ven er perfekte og sommetider er der ikke så meget overskud i kassen at give af. Prøv i den periode at snakke med en anden i dit liv, du stoler på, og som har mere overskud til at tage noget af dit på sine skuldre i lidt tid. Det kan også være med til at gøre denne relation dybere, at du viser en sårbar side og bliver mødt med støtte. Imellem tiden skal din ven nok blive klar igen. Vis dem støtte og tålmodighed indtil da, og når det på et tidspunkt er dig, der har brug for at blive grebet, vil din ven stå klar.
Illusionen om det perfekte match
Populære termer som plantonic soulmates og hjertevenner, er rigtig gode til at fejre de sunde venskaber, som er så vigtige i livet. Der hvor vi giver, støtter, udfordrer hinanden og kan være helt os selv. Men de kan også være med til at sætte urealistisk høje forventninger, som ikke kan indfris og derfor kan føre til skuffelse. For findes det perfekte match? Hverken mellem venner eller romantiske forhold er det tilfældet. Selvom I passer godt sammen, er du og din ven stadig forskellige. I har forskellige baggrunde og livserfaringer med i bagagen, I har forskellige præferencer og måder at gøre ting på. Især i lange, tillidsfulde venskaber hvor man har meget med hinanden at gøre, lærer man virkelig hinanden at kende – både alt det man har til fælles, men også alle forskellighederne. Og disse forskelligheder kan til tider ramle ind i hinanden. Man kan blive irriteret over forskellene og ønske, at ens ven ville gøre mere som man selv ville. Når det sker, så overvej om det ville være fedt at være i et venskab, hvis din ven var en klon af dig, i stedet for sin egen person. Noget af det allermest dyrebare og berigende ved venskaber er jo netop, at de ikke er som dig selv! De giver dig andre perspektiver, udfordrer dig, ser verden anderledes og giver inspiration til andre måder at leve på. Det er da faktisk helt fantastisk. Hvad skulle man dog med venskaber hvis man havde nok i sig selv? Nej, det perfekte match eksisterer ikke, for mennesker er nu engang forskellige, og heldigvis for det. Prøv at huske på alt det, du sætter pris på ved din ven, næste gang de gør noget, du ville gøre anderledes, eller mener noget du mener noget andet om. Så længe I ikke overtræder hinandens grænser, gør I hinandens verden rigere. Beskyt det og nyd det.