Til dig, der ikke dater
Månedens fokustema hos UngtilUng er kærlighed, relationer og sex – temaer, der unægteligt fylder meget for mange unge. Populærkulturen er fyldt med netop de temaer, for de optager os meget som mennesker. At acceptere dette som noget helt naturligt er en sag i sig selv, som varmt kan anbefales, men denne artikel skal handle om noget andet; nemlig alle dem, som ikke nødvendigvis kan genkende sig selv i disse temaer.
Hvis du er en af dem, hvor det at finde den første eller den største kærlighed ikke har den højeste prioritet, så er det vigtigt at vide, at også dette er helt normalt. Uanset hvad bøger, film, serier og podcast konstant fortæller os, så er det ikke alle mennesker der er særligt optagede af at date eller at eksperimentere seksuelt. Det betyder ikke, at man er en ’spinster’, ’evigt single’, ’kattedame’ eller nogle af de andre nedsættende termer der er om mennesker, som af den ene eller den anden årsag ikke indgår i romantiske relationer. Der kan tværtimod være mange årsager; for nogle er det midlertidigt, imens man fokuserer på nogle andre ting i sit liv. For andre er det et bevidst (fra)valg, måske grundet manglende interesse eller manglende forudsætninger. For andre igen kan det være et mindre bevidst valg, men hvor det bare er sådan livet ser ud. Uanset hvad din situation er, skal du vide, at der intet er i vejen med dig. Du behøver ikke at passe ned i en kategori for at være ’normal’, det er du bare, i kraft af, at du er dig selv. Forsøg så godt som muligt at minde dig selv om dét hvis omgivelserne forsøger at presse svar ud af dig eller kommer med velmenende, men misplacerede, kommentarer som ’det er nok bare indtil du finder den rette’ eller ’bare vent, du skifter nok mening når du….’. Det kan være svært at modstå dette pres om at følge de veje, der opfattes som konventionelle. Men man skal jo ikke kaste sig ud i et romantisk forhold bare fordi ens mor er overbevist om, at man er mere ’rigtig’ i kraft af, at en anden person har accepteret en romantisk. Så hold fast på dine rettigheder til selv at bestemme hvordan dit liv skal se ud, og forhold dig åbent til dig selv og hvad du har lyst til.
Husk også på, at årsagerne til at man indretter sit liv som man gør, som udgangspunkt er private. Der er ikke nogen der har ret til at udspørge dig om dem eller at tvivle på dem – heller ikke din mor. Så du behøver ikke at svare, selv hvis du bliver spurgt – det er din ret at gøre og sige så meget eller lidt du vil.
Nogle af disse kritiske røster som ikke nødvendigvis forstår dit valg, vil måske indvende, at dit liv bliver tomt hvis du ikke udfolder dig romantisk. Men hvis det ikke er sådan du ser på det, så er der ingen grund til at tænke mere over hvordan andre ville have det i den situation du har valgt for dig selv. I øvrigt er der ligeså mange måder at have relationer på, som der er typer af relationer, og dem skal du bare dyrke og pleje. Relationer og kærlighed kommer i mange afskygninger og kan for eksempel være den platoniske kærlighed du føler for din bedste ven eller veninde, eller forholdet til din mormor. Alle disse relationer – og ikke mindst relationen til dig selv – er enormt spændende og er nok helt i sig selv. Mennesker er sociale væsener, så selvfølgelig har vi brug for andre end os selv – men der var ingen der sagde noget om, at det behøvede at være romantisk. Så hvis det af den ene eller anden årsag er sådan dit liv ser ud lige nu, så hvil i det så længe du vil og dyrk alle de andre relationer og kilder til kærlighed dit liv bringer.