Tabuer er rigtig mange forskellige størrelser, men fælles for dem alle er, at vi ikke taler om emner fordi de gør os flove, ilde berørte, utrygge eller forkerte. Man taler ikke om de ting, som ikke er pæne, forstået som, i nogen familier taler man ikke om toiletbesøg, hos andre er sex ikke okay og hos den tredje er det en familiebegivehed, som man forsøger at tie ihjel. Tabu dækker vel over en ide om, at hvis noget ikke er pænt eller socialt acceptabelt, og vi ganske enkelt ikke taler om det, så findes det ikke.  Det er naturligvis ikke tilfældet, og for langt de fleste, så gør stilheden det hele endnu værre. Her kommer et bud på de tabuer, der fylder mest i Danmark:

1# Psykisk sygdom i alle dens former
Uanset om man har angst, OCD, borderline, skizofreni eller hvad nu end måtte være af større eller mindre udfordringer, så er det et tabu. Vi taler mere om psykiske sygdomme end man gjorde tidligere, men det er stadig med en skæv vinkel. For er angst ikke bare hysteri, handler depression i bund og grund ikke om at tage sig sammen, og hvad er borderline overhovedet for en størrelse?

2# Misbrug
Misbrug af alkohol eller stoffer, misbrug af psykisk eller seksuel karakter. Hvis ens forældre har et misbrug, hvis man selv er blevet misbrugt eller hvis man selv ryger ud i et misbrug, så ramler vi ind i tabuet endnu en gang. Misbrug er grimt – det forbindes med de laveste sociale lag, som manden med øllen på bænken eller narkomanen ved Istedgade. Det er ikke far, der sidder hjemme i parcelhuset og som stadig passer et arbejde. Det er heller ikke mor, der drikker lidt mere rødvin end de fleste og som uddeler en lussing eller to, når flasken er tom og hun er frustreret.

3# Hjælp
Der er noget særlig tabubelagt over at bede om hjælp. Man taler ikke om at have brug for hjælp til at håndtere psykiske udfordringer eller de mere manifesterede, fysisk målbare sygdomme som spiseforstyrrelser. Man taler ikke om, at ens forældre måske kunne have brug for hjælp, fordi de ikke magter at rette op på dem selv, ligesom det kan være svært at stå ved, at man selv har brug for hjælp, fordi forældrene aldrig fik det.

Ligesom alle tabuer kan siges at være ens i funktion, så er løsningen også enkel og ens: insisterer på din ret til at tale. Du har ret til at tale om hvem du er, hvilke udfordringer du har og hvad du har brug for. Styrken til at erkende det og sige det højt er det eneste, der adskiller dig fra dem, der rynker på næsen eller finder det ubehageligt, når de støder på tabuet. Vi ved alle, at det er der, men om man har modet til at møde det i en konfrontation, det er noget ganske andet. Kun de færreste tør gå forrest, men når ført samtalen er åbnet vil man opdage, at de fleste er bedre til at lytte og tale med, end man umiddelbart skulle tro.