3 råd til at komme godt igennem højtiderne

Højtiderne er højsæson for at ses med relationer i alle afskygninger – familie, venner, partnere. Men alt det sociale kan også blive intenst, så her er tre råd til at komme godt igennem højtiderne.

Sæt grænser

I højtiderne ses man ofte både med tætte og mindre tætte relationer og nogle kan være lidt slidte. Der er dog mange traditioner der gør, at man alligevel mødes, og det kan være udfordrende. Husk på, at det er helt okay at det kan være svært. Det er helt normalt, at relationer kan være komplicerede. Men for at du stadig kan være i det, kan det være en god idé at bruge anledningen til at øve dig i at sætte grænser. Det kan være hvor meget tid du har brug for dig selv, hvad du har lyst til at lave, eller måske hvem du har lyst til at se. Øv dig i at mærke efter hvornår det er for meget og hvad du i stedet har brug for og kommuniker det til dem omkring dig på en konstruktiv måde. At sætte grænser er en aktiv og kontinuerlig øvelse – og det er også okay, at grænserne ændrer sig. Overskuddet kan nogle dage være lavt og andre dage kan det være i top. Det er helt okay at give dig selv den gave at være tro mod egne behov og at bede dem omkring dig respektere dem.

Planlæg tid til dig selv

Hvis du i forvejen ved, at højtiderne kan være hårde ved det sociale batteri, kan det være en god idé at planlægge noget tid til at lade op. Det er ikke nødvendigvis noget der sker af sig selv, så sæt tid af til det. Hvis du for eksempel skal til en lang julefrokost, så sørg for at tage lidt hviletid inden og efter, hvor du bare kan være for dig selv, eller med et kæledyr, en tæt ven eller et familiemedlem. Når du har planlagt det, ved dem omkring dig også, at du har behov for noget tid for dig selv (det har de sikkert også en gang imellem) og det kan endda være en del af din kommunikation om grænsesætning. Når du planlægger hvilke, tager du hensyn til dig selv og dem omkring dig, fordi du så kan være fuldt til stede og nyde julefrokosten når det er tid.

Vælg dine kampe

Til julefrokosten er der måske en bekendt eller et familiemedlem, som du er uenig med eller hvor du på andre måder føler slid på relationen mellem jer. Det er helt normalt, ingen relationer er perfekte, men det kan være hårdt og frustrerende hvis det får lov at fylde meget – især i kontekster hvor man egentlig bare gerne vil hygge sig. Så vær kærlig over for dig selv og vælg dine kampe med omhu. Nogle uenigheder skal man gå ind i, eksempelvis hvis dine grænser bliver overtrådt selvom du har kommunikeret dem, mens man skal lade andre uoverensstemmelser fare. Man kan ikke gå ind i alt man er uenig om, og man eller skal ikke prøve at ændre og opdrage på relationerne, så det er med at mærke efter hvad der er vigtigt at sige fra over for og hvor man egentlig bare er uenige og for eksempel kan skifte emne eller tage en pause. Kunsten er som bekendt balancen og at øve sig i at mærke efter – højtiderne er en glimrende mulighed.

Julen behøver ikke være et glansbillede for at være god – og du gør heller ikke. Rigtig god fornøjelse!