Jeg har altid været et meget uroligt barn i den forstand, at jeg var længe om at falde til ro om aftenen. Men det var først, da jeg var begyndt på min antidepressiv-medicin, som også er angst-dæmpende, at det gik op for mig, at jeg også havde haft angst. Dødsangst. Jeg plejede at holde mig vågen i flere timer hver aften, simpelthen fordi jeg ikke turde falde i søvn. Hvad nu, hvis der kom en og dræbte min familie? Ville personen så også dræbe mig? Ville jeg overleve og være vidne til, at min familie blev dræbt i rummene ved siden af mit? Jeg holdt mig derfor vågen for at høre, om der kom nogen ind i vores hus. Og en nat gjorde der. Troede jeg. Men det var ren indbildning. Jeg hørte nogle lyde og bandt det hurtigt sammen med mord. Så, nu er min mor død, tænkte jeg, for det var sådan min hjerne havde tolket de ikke-eksisterende lyde. Så, nu er morderen gået ind til min søster osv. Og så lå jeg bare der og ventede. Og ventede. Ventede på, at det skulle blive min tur. Imens havde jeg fået et mindre panikanfald. Min panik gjorde, at jeg ikke kunne bevæge mig. Jeg hyperventilerede, men prøvede at stoppe mig selv, for hvad nu, hvis morderen kunne høre min vejrtrækning? Jeg kunne ikke bevæge mig, og jeg lå sådan i timevis, hvor jeg ventede på morderen, som kun fandtes inde i mit hoved.

Derudover har jeg også angstanfald, hvis jeg bliver meget såret eller vred. Jeg har kun fået dem, når jeg har været i selskab med min kæreste efter et skænderi. Her starter det også med, at mine tanker farer rundt. Tanker om, at jeg ikke er god nok, og at jeg ikke fortjener at leve. At alle, jeg kender, ville have det meget bedre, hvis jeg døde, og at jeg er et dårligt menneske, som kun fejler. Herefter begynder jeg at hyperventilere og ryste over hele kroppen. Det ender som regel med, at jeg næsten mister bevidstheden. Herefter holder jeg næsten helt op med at trække vejret, og min kæreste smerteprovokerer mig for at få mig til at vågne eller trykker mig på maven for at få mig til at trække vejret.

Jeg prøver at forebygge disse anfald. Når jeg kan mærke, at tankerne cirkulerer i mit hoved, ved jeg godt, at der er et anfald på vej. Jeg prøver så vidt muligt at tænke på noget andet, men det er hamrende svært, samtidig med at jeg prøver at tage dybe vejrtrækninger for at holde kontrollen. Men det er, som om at angsten for at få dem, gør det værre. For jeg undertrykker mine følelser, og de kommer til udtryk i anfaldet. Hvis jeg undertrykker dem, bliver mit anfald som regel værre, når det først bryder ud. Det er, som om det er kontrol, jeg mister i anfaldet. Og det er skræmmende. Jeg mister kontrollen over mit hoved, mine arme, mine ben og min vejrtrækning. De kører rundt, mine ben og arme ryster og min vejrtrækning kører på højtryk.