Livets rutsjebane
Livet består af en masse op og nedture, præcis som en rutsjebane. Turen består af nervøse øjeblikke, hvor du fortryder det, du har rodet dig ud i. Der er øjeblikke, hvor du har så meget fart på, at du fuldstændig mister overblikket. Der er øjeblikke, hvor det kilder i maven, hvor du griner og nyder turen. Vi oplever alle sammen livets rutsjebane. Min rutsjebane er bare en tak vildere end andres. Jeg har nemlig en bipolar diagnose.
At have en bipolar diagnose, betyder at jeg når to ekstremer, som man ikke vil nå som et “normalt”, “raskt” menneske”. Min rutsjebane går ikke kun ned til at være ked af det eller trist, men til at være dybt deprimeret. Den gør ikke kun op til at være glad og energisk, men til at være manisk.
Alles rutsjebane er selvfølgelig forskellige. Nogle er vildere end andres, og sådan er det bare. Det ene er ikke nødvendigvis bedre end det andet. Man skal bare lære at nyde turen. Der er sikkerhed, og du er spændt fast. Den eneste måde turen kan gå galt, er ved at du selv spænder dig ud af selen.
Så hold ud. Husk at sikkerheden er der. Det er okay at holde fast i noget, når det hele bliver for vildt. Husk at du altid kører bedre tider i møde. Vigtigst af alt, husk at nyde de gode øjeblikke af turen, for dem vil der være mange af.