Os der tænker for meget

De normale og os andre 

Der er dem, der elsker overraskelser, og så er der os andre. Jeg kalder os ’os andre’, fordi det hurtigt er sådan, jeg kan føle mig, når mine klassekammerater er vilde med forslaget om at tage på studietur, hvorimod jeg selv sidder pænt med et påklistret smil, imens tankerne kører hurtigere, end de andre piger kan få fordelt værelserne.

Som særligt sensitiv er jeg ekstra følsom og besat af detaljer. Jeg er først rolig ved at tage med på studieturen, når det er opklaret, hvor lang tid jeg skal være afsted, hvordan jeg kommer derhen, og hvordan jeg skal bo.

Den særligt sensitive hjerne opfanger og registrerer detaljer, som andre sorterer fra. Som særligt sensitiv tillægger jeg detaljer så stor en betydning, at selv små ting kan fylde mit hovedet med ustoppelige tanker. Derfor er jeg også ekstra udsat for at få depressioner og angst. Så vidt man ved på nuværende tidspunkt kan man ikke vokse fra at være særligt sensitive, og man kan heller ikke blive mirakuløst helbredt. Men man kan lære at leve med det.

Tag kontrollen tilbage

I løbet af mine snart 22 år, har jeg været på et hav af studieture og introture. Hver og én har været en udfordring for mig. Ikke én eneste gang har jeg set frem til det, og hver enkelt tur har kostet mig søvnløse nætter. Til fester får jeg svedige håndflader af at se en bordplan, og jeg kan udtænke et hav af undskyldninger for ikke at deltage i idrætstimer eller selskabslege. For mig handler alting om at være i kontrol, så jeg ikke havner i situationer, hvor jeg dummer mig eller får kritik. Det er jeg for følsom til.

Til gengæld gør min besættelse af detaljer mig perfekt til planlægning. Fortæl mig, at du har lyst til en bytur, og det tager mig ét minut at planlægge, hvor vi skal spise og hvilke barer, vi skal besøge. På den måde slipper jeg for ubehagelige overraskelser, usikkerhed og søvnløse nætter. Hvis dine klassekammerater foreslår at holde en julefrokost, og bare tanken giver dig ondt i maven, så tilbyd at hjælpe med planlægningen. På den måde er du i kontrol over alle de små detaljer, der ellers ville sætte tankestrømmen i gang. Hvis du hader selskabslege, så vær den, der står for dem. På den måde er det dig, der er i kontrol.

Det vigtige forarbejde

I mit sabbatår imellem gymnasiet og universitetet gav jeg mig selv den ultimative test. Jeg rejste en halv gang rundt om jorden, og landede efter 36 timer i New Zealand sammen med min rejsegruppe, der bestod af 10 fremmede mennesker. Dette er den største udfordring, jeg har stillet mig selv til dato, og da jeg tog afsted, bestod knuden i min mave ikke kun af spænding. Jeg fandt dog en stor tryghed i at modtage listen over de steder, hvor vi skulle bo. Det gjorde, at jeg kunne sidde derhjemme i ro og mag og google de forskellige hoteller og danne mig et overblik over turen. Ud af 11 mennesker var jeg den eneste, der hele tiden vidste, hvad vi skulle hvornår, og hvor vi skulle overnatte, men det gjorde ikke noget. Det beroligede min overaktive tankestrøm, og det gav mig mulighed for at nyde hvert øjeblik af en tur, der lige så godt kunne have skræmt mig fra vid og sans.