5 gode råd til, hvordan du holder dine venskaber ved lige

Et venskab kræver blod, sved og tårer. Selv når du giver dig selv fuldkommen til venskabets usynlige bånd, kan mange faktorer resultere i, at venskabet går tabt. Store afstande kan gøre det til en tabt sag på forhånd, men tid kan også være en prøvelse, for ingen mennesker går igennem livet uden at ændre sig. Nye holdninger, nye indtryk og et ældre sind er alt sammen med til konstant at udvikle os, og lige netop dét kan sætte et venskab på en større prøve. Fordi hvad gør man, når ens ven begynder at forandre sig? Hvad gør man, hvis man skal flytte til den anden ende af landet? Hvordan vedligeholder man venskabet til ens bedsteven? Der findes ingen opskrift, gid det var så vel, alligevel har det været muligt at samle fem gode råd til, hvordan et venskab kan holdes ved lige.

 

1. Giv plads

Det bedste venskab er ikke nødvendigvis det, hvor man ser hinanden hver dag. Tværtimod er det sundt at tage omverdenens indtryk til sig og tilbringe tid med mange andre mennesker. Din ven skal nok være der til at høre dine historier, og du skal ligeledes også lade din ven udfolde sig, om det så handler om andre venner end dig eller din vens nye kæreste. Det kan være svært pludselig ikke at være den eneste din ven har, men et venskab har brug for plads. Og fordi vi lever i en verden med mobiltelefoner og Facebook, er der rig mulighed for at catche up, når savnet endelig melder sig.

 

2. Lyt uden at tænke på dig selv imens

Folk har ofte tendens til at betragte sig selv som førsteprioritet. Altså kan det i en samtale være nemt bare at nikke uden reelt set at lytte, imens man venter på, det bliver ens tur til at fortælle. Der skal nok være tid til at ytre egne meninger og fortælle historier om en sjov bytur, men husk nu at lytte til det, din ven fortæller dig. Ikke nok med det, så vær opmærksom på ansigtsudtrykket og kropssproget. Måske snakker han/hun om, hvor fantastisk han/hun har det, men øjnene virker sørgmodige – noget, der kun bliver opdaget af en opmærksom sjæl. At lytte er uden tvivl en del af venskabets DNA.

 

3. Fællesinteresser og forskellige interesser

Hvis I kender hinanden via en fællesinteresse, kan det være enormt givende for venskabet at udnytte den fællesnævner, som I har. Det kan give jer rig mulighed for at se hinanden oftere, men her skal I være varesomme med, I ikke pludselig kun har hinanden. Som nævnt før er det utroligt vigtigt at give hinanden plads, og jeres fællesinteresse bør ikke være den eneste grund til, I ser hinanden. Er der i stedet tale om forskellige interesser, så sørg for at lytte til hinanden, selvom vennens interesse måske lyder enormt kedeligt. Tag med ud og se en fodboldkamp, besøg Folketinget osv. At opleve en ven i sit naturlige habitat er ligeså vigtigt, som at trække sig tilbage og lade vennen have interessen for sig selv. Forskellighed og fællesskab er begge en del af et sundt venskab.

 

4. Ærlighed

Selvom det virker basalt, kan noget så simpelt som ærlighed være svært at efterleve. Det bringer sjældent noget godt med sig at lyve, og selvom sandheden i visse henseender kan have store konsekvenser, kan det at lyve være bristepunktet for et venskab. Når du bliver spurgt, hvordan du har det, så sig, hvad der tynger dit hjerte, uanset om det er økonomi, skolen eller noget helt tredje. De spørger, fordi venner bekymrer sig om hinanden, og du skylder dem at være ærlig. Ligeledes er ærlighed utroligt vigtigt med så meget andet. Synes du, din ven snakker for meget om sig selv, eller har du en følelse af at være tilsidesat, så sig det. Netop dét kan redde jeres venskab.

 

5. At kunne være grim og trist

I et overfladisk venskab vil man sjældent, hvis ikke aldrig, se hinanden om morgenen efter en bytur med udtværet makeup og i en fuldkommen kvæstet tilstand. Selvom sådanne øjeblikke ikke er obligatoriske for et venskab, er det sundt at se hinanden uden filter. Noget af det vigtigste, og mest sunde for et venskab, er netop også at være der for hinanden: at turde græde foran hinanden er en stor tillidserklæring, der for nogen kræver mange års venskab, før man tør blotte sig på denne måde. I et godt venskab tør man være ærlig med sine tårer og sit vanvid og sine grimme sider, fordi vi er trods alt bare helt almindelige mennesker alle sammen.