Hvad er sundhed egentligt?

Jeg har aldrig fulgt en kostplan eller været på slankekure, men det er ikke ens betydende med at jeg ikke har haft tidspunkter i mit liv hvor tvivlsomheden over min krops udseende har banket på døren. Jeg kan tydeligt huske, da jeg var yngre, hvor kropfikseret jeg var. Jeg søgte på youtube videoer til at få tips og tricks til at leve sundere, trådte op på vægten, jeg målte min maves tykkelse hver evig eneste dag, og min mor prøvede ihærdigt på at få mig til at indse, at intet var galt med min krop. Og hun har haft ret lige fra starten. Heldigivs var det også bare en fase og jeg kom mig over den og fik mere ro på. Vi lever desværre i en verden, hvor vi hver dag støder på et poleret billede af, hvordan vi skal leve og se ud, hvilket tynger os, og vi glemmer vores egentlige værdier fordi al fokus lige pludselig ligger på det ydre.

I dag kan jeg forholde mig til min krop på en måde, uden det skal gå op i tal og kostplan. Jeg stiller mig stort set aldrig op på vægten, da jeg ikke synes det kan vurdere, hvordan min krop ser ud. Da jeg var yngre stillede jeg mig op på vægten med en frygt for at se, hvilket tal den sagde. Nu stiller jeg mig slet ikke op på den, fordi det ikke skal og må have noget virkning på min egen definition af, hvordan jeg ser ud.

En positiv tilgang
Jeg tror det er vigtigt at huske sig selv på, at sundhed ikke kun er ens betydende med sund mad og masser af motion, men at det i næsten lige så stor grad handler om at have en positiv tilgang til, hvordan man ser ud og have det okay med at spise noget med højt kalorieindhold engang imellem. Det som jeg personligt gør for at have et godt forhold til min krop i dag er, at om fredagen får jeg bland selv slik, fordi det er hyggeligt, og når jeg har tømmermænd, skal jeg have fedtet mad, når jeg virkelig craver noget, så må jeg godt. Fordi det er okay! Men så husker jeg mig også på f.eks. at drikke en smoothie, måske med chiafrø, fordi det skulle være sundt. Jeg tilføjer ikke chiafrø, fordi jeg har travlt med at følge sundhedens trends. Jeg drikker ikke ingefær shots, fordi jeg føler, det er en nødvendighed. Jeg indtager sunde madvarer, fordi jeg synes det er spændende og sjovt at udforske både det sunde og usunde køkken, netop fordi der er så mange måder at udforske det på.

Jeg elsker at bage, og jeg bager så tit, jeg kan. Det kan godt gå hen og blive ret usundt, fordi jeg netop bager for sjovs skyld og ikke fordi en bestemt person skal have kagen. Men i stedet for at tænke negativt over, at jeg smager på min kage fyldt med ingredienser, der måske ikke ligefrem skriger sundhed, så husker jeg på, hvorfor jeg egentligt smager på kagerne. Jeg smager på kagerne, fordi jeg gerne vil blive bedre og bedre til at bage kage og kunne gøre det vildere for hver gang, jeg udfordrer mig selv. Fordi med den tankegang husker jeg på, hvorfor jeg netop bager kagerne, og det styrker mig til at bage endnu mere og begrænser mig ikke, fordi jeg skal smage på dem.

Så mine råd vil være:

  • Ha’ det sjovt med at prøve sunde madvarer af, men gør det ikke til en stressfaktor. Nyd maden, også selv hvis det er en kage, fordi den smager jo himmelsk, og du ved, at du kan li’ den.
  • Gør den sunde mad interessant både at spise og lave. Gør en klasket havregrød til den mest lækre og mættende morgenmad ved at tilføje kanel, æbler og måske nogle mandler.

Det vigtigste er, at man ikke ser det som en svaghed, at man indtager eller har lyst til usund mad, men husker på at det er en styrke i sig selv at sige det er okay at spise en burger om fredagen, fordi man i sidste ende godt ved, at man ikke gør det hver dag.