Det skal ikke være nogen hemmelighed, at træningen var en kæmpe del af min spiseforstyrrelse. Jeg prædikede til alle i min omgangskreds, at min træning handlede om at blive større og stærkere. Men i virkeligheden var det eneste, der kørte i mit hoved, når jeg slavisk lavede de 200-300 crunches om dagen, ”forbrænd, forbrænd, forbrænd” – Jeg ville være slankere, tyndere, og mest af alt, mindre.

Da jeg for et par måneder siden ramte en normalvægt igen, gav min diætist grønt lys til, at jeg nu igen måtte dyrke motion. Jeg meldte mig derfor ind i fitnesscenteret og startede med at træne et par gange om ugen. Men jeg mærkede også lynhurtigt en angst omkring min træning i den forstand, at jeg var enormt bange for at ryge tilbage i mit gamle mønster. Det hed sig op til 3 timers træning, helst 6 dage i ugen. Og bestod egentlig mest af en masse cardio og maveøvelser, for jeg jagtede jo den der flade mave.

Så jeg besluttede, at hvis jeg skulle vælge styrketræning som min motionsform, så skulle jeg gøre det ordentligt, og jeg skulle have hjælp til det. Jeg havde ganske enkelt behov for, at nogen fortalte mig hvad og hvordan jeg skulle gøre for ikke at ryge i den forkerte bane. Jeg satte med min diætist grænser for hvor meget, jeg måtte træne i løbet af en uge. Og jeg fik med en personlig træner udarbejdet et program, der skulle sikre mig en optimal træning – efter jeg havde fortalt lidt om min historie og gjort helt klart, at jeg under ingen omstændigheder ønskede at fedtforbrænde eller tabe mig. Tværtimod. Jeg følte mig herefter meget mere tryg i min træning, og havde en meget større tillid til at jeg ikke ville bruge den på en usund måde.

Vi lever i et samfund, der er meget præget af fitnesskulturen, og det her med at være ”sund og fit”. Vi bliver påduttet nye spiseregler hver eneste dag – ”Spis ikke efter 18”, ”Blomkålsris er sundere end almindelige ris”, ”lyst brød giver dig kræft og gør dig fed”. And so on. Det er rigtig svært ikke at lade sig påvirke af det, både for det normale menneske, såvel som spiseforstyrrede. Jeg har også rigtig mange både venner og veninder, som ofte forsøger sig med de her nye kure eller regler, og her har det været enormt vigtigt for mig bare at vende det døve øre til, akkurat som jeg gør, når der dukker en ny alvidende artikel op.

Jeg ved ikke, om jeg kan sige, at jeg har et helt afslappet forhold til motion. Der vil nok altid være en hårfin grænse mellem det normale og forstyrrede for mig. Men jeg ved, at jeg i dag oprigtigt nyder at træne, og jeg føler mig lidt selvfed, når jeg kan smide nogle ekstra kilo på og tage 10kg mere i dødløft end Brian-typen ved siden af mig. Og det er jeg i stand til, fordi jeg vælger at spise hakkebøffen og bagekartoflen, i stedet for salaten og blomkålsrisene. Det er nu en sjældenhed, at jeg bruger tid på træning af maven, mest af alt fordi jeg ikke synes, det er sjovt at ligge på gulvet og sprælle rundt. Jeg synes til gengæld, det er super fedt at hive i tunge vægte, og det er en fed måde for mig at koble lidt fra på. Jeg skal ikke tænke ret meget længere end til næste skub eller løft.

Nogle ville nok sætte spørgsmålstegn ved hvorfor jeg netop har valgt styrketræning som min “hobby”, når nu jeg tidligere har været så styret af den. Men her er det vigtigt for mig at pointere, at jeg med min sunde og raske hjerne ikke havde sat mig på noget, hvis ikke det var fordi jeg følte, at jeg kunne magte udfordringen. Jeg tror, nøglen er at finde de punkter, du er svagest på, og så udarbejde en plan på hvordan du bedst angriber det. Ligesom jeg fik vist vejen i form af et træningsprogram. Det var konkret og tydeligt hvad jeg skulle, ingen smutveje eller ekstra øvelser.

Et råd, som jeg har levet efter de sidste par måneder, og som jeg vil videregive her, er, at du skal være god mod din krop, for du får kun én. Efterlev ikke andres vaner eller idealer, for de er ikke nødvendigvis så sunde, når det egentlig kommer til stykket. Hvis din træning eller andre vaner, føles tvungne eller slaviske, og du kan mærke, de gør mere ondt end godt, så er der højst sandsynlig noget helt galt.