Hvis du nogensinde har haft mørklægningsgardiner, så kan man ikke leve foruden, hvis man er myndig til at drikke, er der mange, der kan udnytte dette og være rigtig glade for at feste til den lyse morgen. For de var så gode til at skygge for solen. På godt og ondt.

Da jeg nærmede mig slutningen af gymnasiet, havde jeg perioder, hvor jeg ikke kunne komme ud ad sengen. Bevares, det har jeg stadig, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere det dengang. Jeg ville blive under dynen, melde mig syg for kun at blive vred på mig selv over, at jeg er så doven og deprimeret og ødelagt. Igennem min gymnasietid skærmede mørklægningsgardinerne mine sarte stikkende tømmermandsramte øjne, såvel som mine tanker for en bedre dag, når jeg skulle ud ad døren om morgen. Som jeg ikke fik gjort i perioder, for det krævede, at jeg kunne komme ud ad sengen til at begynde med.

En alternativ solhilsen
Jeg tror lidt, det var solen, der skimtede en lille smule igennem siden af mørklægningsgardinet, der inspirerede mig til den her øvelse. Det har hjulpet mig, og jeg kan ikke lade være med at bruge den til den dag i dag, når mørke tanker er det første, jeg har, når jeg vågner. 

Så vi forestiller os, at solen kan tale. Det lyder nok lidt optimistisk og hippieagtigt, men vi lader lige som om nu. Jeg ville forestille mig, at gennem mørklægningsgardinet, eventuelt bagved skyerne, var der en fordomsfri sol, der talte venligt, og som ikke forventede, at jeg skulle gøre alle de ting, jeg forventede af mig selv.  

‘’Du behøver ikke at komme ud i dag. Jeg er her også i morgen. Og dagen efter den. Og jeg er her, når du er klar.’’

For det var som om, at den insisterende tanke om, at jeg JEG GIK GLIP AF ALT, hamrede mig hårdere ned i madrassen, og fik mig til at føle mig magtesløs. Og der er noget uforklarligt beroligende ved tanken om, at noget så livsbekræftende som solen siger, at det er okay. I sidste ende er det en øvelse i at være god ved dig selv, når du er i hårde perioder. 

Fremgang, ikke perfektion
Dengang var der nok en masse faktorer, der fik mig til at blive i sengen til at begynde med. Det første, jeg skulle gøre i min egen proces, var at skabe adgang til solen. Så jeg tog et skridt ad gangen. Det første var at trække mørklægningsgardinet fra. Hvis jeg formåede at gøre det, var jeg altid et skridt tættere på solen og fremgang. I sidste ende handler det ikke om perfektion for mig, blot lidt fremgang i min proces.