Der er mange bud på, hvornår man bliver voksen. Når man bliver konfirmeret, når man fylder 18, når man flytter hjemmefra, når man starter studie eller måske når man får børn. Men hvornår er man egentlig sådan rigtig voksen, og hvad vil det overhovedet sige at være voksen?

Klar plan for fremtiden

Når vi er børn går vi og tænker på voksenlivet som noget, der pludselig sker en dag langt ude i fremtiden. Vi ser frem til det med en klar plan for, hvordan vi gerne have, at det hele udfolder sig. Hvad vi gerne vil ”være når vi bliver store”, hvor mange børn vi gerne vil have osv. Som om det er noget, vi bare kan beslutte, for at det går i opfyldelse.

Når vi bliver større går det op for os, at det hele ikke er så simpelt, som vi lige gik og troede. Vi er godt nok blevet konfirmeret, student osv. Men det er som om at den følelse af at være voksen, ikke rigtig er, som vi havde forventet. Det kan derfor føles overvældende, og som om vi ikke rigtig har styr på de ting, som vi troede ville være faldet på plads på nuværende tidspunkt i vores liv. Det er en proces at blive voksen, som har mange op- og nedture, og som fører en del uforudsete udfordringer med sig. Der er mange positive oplevelser forbundet med voksenlivet, men det er også en svær og forvirrende tid for mange.

Uanede muligheder

Ofte bliver nutidens ungdom beskrevet som forkælede pga. alle de muligheder vi i dag har for at tage styringen over vores eget liv. Vi bliver tit mødt med en løftet pegefinger fra ældre generationer, der altid gerne vil fortælle os om, hvordan alting var sværere ”den gang de var unge”. Mange muligheder er en luksus det senmoderne samfund forsyner os med, men det er også et springbræt til fortvivlelse og kvartlivskriser.

En typisk ”side effect” ved overgangen til voksenlivet er det der kaldes impostor-fænomenet. Man føler, at man bør opføre sig på en bestemt måde eller vide bestemte ting. Man begynder altså at opføre sig på den måde, man mener er den rigtige. Det kan resultere i at have en oplevelse af, at man bluffer og undervurderer egne evner. Man kan næsten frygte at blive ”afsløret” i ikke at have styr på det hele.

Slut fred med det uvisse

Mange oplever, at de voksne man har gået og set op til hele livet, pludselig ikke er de overmennesker, der kender alle svarende, som vi måske gik og troede. Det kan være en underlig følelse f.eks. at finde ud af, at ens forældre også er mennesker, der kan fejle. Det bliver tydeligt at ens barndomshelte også nogen gange er kede af det, frustrerede eller forvirrede over deres eget liv, hvilket kan være utrygt til tider.

Det er heldigvis helt normalt at have det på den måde. Realiteten er nok, at man aldrig helt får styr på alt det man som lille forventede, at man ville have styr på. Det bedste råd ift. at blive voksen er nok lidt ironisk, at man er langt bedre rustet til voksenlivet, hvis man kan slutte fred med tanken om ikke at have styr på det hele. Der er ikke mange råd man kan give, når det handler om at blive voksen, men måske man kan trøste sig med tanken om, at man langt fra står alene med udfordringerne. Det er universelt, at der er udfordringer ved at blive ældre, og det er urealistisk at forvente, at det skulle være nemt. Det eneste og meget vigtige der er at gøre, er bare at kaste sig ud i det!