En af de ting, som Corona har medbragt, er tid. Tid til at mærke, til at tænke, til at føle. Jeg vil beskrive det som, at nogen har sat mit liv på pause.

Den pause har medbragt mange følelser for mit vedkommende. Følelser, som jeg aldrig har mærket før. Den her tid har bestået af mange tårer for mit vedkommende, flere dårlige end gode. For mit vedkommende omhandler det, at jeg aldrig før har stoppet op og mærket efter. Måske i frygt for, hvad jeg ville mærke.

Jeg har de sidste tre år af mit liv brugt hvert et minut på at sørge for, at alle andre omkring mig havde det godt, og lige meget hvor godt det lyder på papiret, er jeg overbevist om, at jeg inderst inde har gjort det af en egoistisk grund. For ikke at skulle mærke efter.

Jeg forestiller mig, at hvis man har brug for at mærke efter, er det oftest et dårligt udfald. Jeg har i hvert fald selv oplevet, at hvis man inderst inde har det rigtig godt, er det svært at skjule og især for sig selv.

For mit vedkommende har Corona fået mig til at mærke en masse ubehagelige følelser, som har gjort, at jeg har følt mig enormt meget ved siden af mig selv. Følelser, jeg aldrig havde troet, at JEG ville føle.

Jeg forestiller mig, at tiden her er endnu mere udfordrende for dem af jer, der i forvejen skulle håndtere mange tanker og andre hårde faktorer i jeres hverdag. Det her er til jer: Det skal nok gå! Vi skal nok klare det! Du er ikke alene, det lover jeg!

Der sidder så mange dygtige mennesker, som så gerne vil hjælpe lige præcis dig – bl.a. på UngTilUngs hjemmeside. Det er aldrig for sent at søge hjælpen, eller i hvert fald give det et forsøg.

Brug den her tid til at lære dig selv bedre at kende, også selvom man helst havde været foruden. Giv det endnu et forsøg. Det er aldrig forgæves.