Min farmor og jeg har, siden jeg var spæd, været tæt knyttet til hinanden. Hun passede mig og mine brødre en del, og jeg har endda boet hos hende en periode, da min mor og far blev skilt. Hun var et utroligt varmt og jordnært menneske, og der var ikke nogen som skulle krumme et hår på vores hoved, for så fik de med hende at bestille! Jeg elskede min farmor lige så højt som min mor og far. Hun var mit andet hjem, og jeg følte en enorm tryghed i hendes nærvær.

Da jeg blev ældre ragede jeg mig uklar med min far, og jeg magtede ikke at have kontakt med ham længere. Det skal lige siges, at min far var/er alkoholiker, og at han ikke behandlede mig, mine brødre og min mor særlig pænt. Men alt dette så min farmor slet ikke, og hun ville heller ikke lytte, hvis vi prøvede at fortælle hende om det. Så, da jeg ikke ville have kontakt med min far, blev min farmor rasende og ville ikke se mig, før jeg genoptog kontakten med min far. Det gjorde SÅ ondt på mig, for jeg følte, at jeg mistede en kæmpe del af mig selv og mit liv, nu hvor jeg både havde vinket farvel til min far og nu blev tvunget til at gøre det samme med min farmor. Jeg kan ikke sige andet end AV!

Der gik nogle år, og jeg snakkede ikke med hverken min far eller min farmor. En dag ringede min far til min mor og fortalte, at min farmor var blevet enormt syg, og hun lå nu på hospitalet. Jeg gik helt i panik, og jeg skyndte mig at ringe til min farmor. Da hun tog telefonen var hun slet ikke sur på mig, hun virkede oprigtig glad for, at jeg ringede. Hun fortalte mig, at hun havde kræft, og hun havde en bakterie, som havde forårsaget noget koldbrand i hendes ben, så nu skulle de amputeres. Mit hjerte sank! Jeg ville SÅ gerne besøge hende, men jeg turde ikke, for jeg vidste ikke om min far ville være der, eller om hun måske ville blive vred på mig igen, fordi jeg stadig ikke havde kontakt med ham. Så jeg ringede til hende hver dag. Hun fortalte mig, at hun havde fået det bedre, og vi aftalte, at hun skulle komme og give mig hue på, da jeg var ved at afslutte min HF. Det glædede jeg mig usigeligt meget til!

En aften hvor jeg var på vej i byen med min kæreste, ringede min mor. Hun var meget underlig i telefonen, og pludselig begyndte hun at græde. Jeg blev helt forvirret. Min mor fortalte mig så, med bævrende stemme, at min farmor havde sovet stille ind. Jeg sank fuldstændigt sammen på gulvet, og jeg skreg og bankede i væggen. Aldrig i mit liv har jeg oplevet sådan en sorg, og den smerte brændte i hele kroppen på mig. Jeg kan huske, at min kæreste satte sig ved siden af mig og holdte om mig i timevis ind til jeg kunne stoppe, bare lidt, med at grædFamie.

Min mor, mine brødre og jeg skulle til min farmors begravelse. Jeg kunne slet ikke forholde mig til det, for sidst jeg så min farmor, var hun jo frisk og rørig, og hun havde jo fortalt mig i telefonen, at hun havde fået det bedre. Men da vi kom ind i kirken, og jeg så den hvide kiste midt på gulvet, da sank jeg endnu en gang sammen og kunne slet ikke stoppe med at græde. Jeg stoppede dog min gråd, da jeg så min far, og jeg kunne mærke, at han gerne ville tale med mig, men det magtede jeg slet ikke, så jeg gemte mig blandt de andre til begravelsen, og jeg satte mig så langt væk fra ham, som jeg kunne. Begravelsen var smuk, og der var SÅ mange mennesker, at vi ikke alle kunne være i kirken. Det var rørende at se, hvor mange mennesker min farmor havde betydet noget for. Da begravelsen var slut tog vi hjem igen, og jeg kunne mærke en underlig følelse af lettelse og sorg i min krop. For på den ene side var det befriende, at jeg ikke havde nogen, som pressede mig til at tale med min far, men på den anden side havde jeg lige mistet en person, som jeg holdte mere af end nogen anden.

Jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig vil lade mig presse af andre til at holde mig gode venner med nogen, som er giftigt selskab for mig. Men samtidig har jeg også lært, at man nogen gange må gå lidt på kompromis med sig selv for at kunne være der for de mennesker, man elsker. For man ved aldrig hvad der sker, og fortrydelse er næsten værre end sorg.