Da jeg var 15 år, fik jeg min første kæreste. Vi mødte hinanden i folkeskolen, jeg gik i 9. klasse, og han gik i 8. Jeg ved ikke, om det var en ægte forelskelse eller nærmere en besættelse af følelser, som vores teenagekroppe ikke havde prøvet at have før, der gjorde vores fælles følelsesliv så ustyrligt og intenst, at en rejse på 10 dage kunne blive fuldstændig ødelagt af savnet til hinanden, eller at vi kunne blive dødsens ulykkelige, hvis jeg en aften ikke måtte komme hjem til ham for hans mor. Når man er hinandens første kærlighed, når ens kærlighedserfaring er på størrelse med prikkerne på en mariehøne, og når ens kærlighedsreferance er sine skilte forældre og Rose Calverts og Jack Dawsons dramatiske kærlighedshistorie, kan det godt være rigtig svært at navigere rundt kærlighedens kaotiske spil. Og det kan være svært, at mærke hvornår det ikke længere er kærlighed. Og det havde vi i den grad også svært ved. Der var altid en af os der havde magten, og den anden søgte bekræftelse.

Magten

Det første år var magten min. Jeg startede på efterskole, og blev hele tiden lun på en ny guitardreng med lange krøller og Dr Martens, og hver gang jeg fik et nyt crush, gik jeg fra min kæreste, og hver gang mine lune følelser gik i sig selv, savnede jeg ham, og vi blev kærester igen. Dette gentog sig flere gange i løbet af det år.

Så startede jeg på gymnasiet, stadig med ham som min kæreste, og endnu en gang fik jeg lune følelser, ikke for en langhåret guitardreng, men selvfølgelig min 3.g tutor. Og som så mange gange før, skulle jeg tage en snak med min kæreste om vores forholds fremtid, men for første gang i vores kærlighedshistorie var han enig. Han synes også, at det ville være en god ide at gå vær til sit. Idet han meldte sin enighed, vendte jeg på en tallerken og ville fra den dag gøre alt for at være hans kæreste, og fra dét sekund havde han magten.

Fortsættelse følger…