Sådan hænger dit selvværd sammen med måden du sammenligner dig med andre
Selvværd er, i mere eller mindre grad, en stor del af de fleste unges tilværelse. Især fylder det, hvis man døjer med lavt selvværd – noget jeg selv har oplevet. Det kan føles trist og uoverskueligt at gå med alene, men hvem skal man snakke med det om? Man kan føle, at alle omkring en har styr på sig selv og måske ikke også går rundt med dårligt selvværd. Det er frustrerende og man ville ønske, at man bare en gang i mellem kunne være lidt glad for sig selv – det ville da gøre humøret bedre, når man kiggede sig i spejlet.
Min onde sammenligning
I virkeligheden er du slet ikke alene om at gå og have det svært med selvværdet. Du ved det nok godt, men mange unge har en oplevelse af ikke at føle sig tilstrækkelig, flot eller god nok som den de er. Det er alle tanker, vi nemt kan komme til at plante i vores eget hoved, som kan vokse sig større og større og til sidst resultere i lavt selvværd.
De gange jeg har følt mig allermindst værd, har været hvis jeg på en negativ og selvdestruktiv måde, sammenlignede mig med mine venner og veninder. Jeg kunne tænke: ”Hvorfor har jeg ikke lige så pæne tænder som ham?”, ”Hvad gør, at hun får flere komplimenter fra andre?” og ”Hvorfor har de andre nemmere ved religion end mig?”. Alt sammen spørgsmål, der tyngede mig og fik mig til at se og føle negativt om mig selv.
Hvordan får jeg vendt sammenligningen om?
Kan du nikke genkendende til noget af ovenstående? Det er normalt, at vi som unge mennesker prøver at sidestille og spejle os med andre – det er en del af vores udvikling. Det onde kommer i, hvis vi sammenligner os med andre for at nedgøre os selv. Hvis du kan, så prøv at vende dine tanker om til: ”Det kan godt være, hun har længere ben end mig, men måske gad hun godt prøve ikke at være nær så høj” eller ”Selvom han er dygtig til tysk, kan det være, han ville ønske, han var lige så god til idræt som mig”. Vi har det nemlig med at sammenligne os selv med andre, der ser ud til at have det, vi selv synes vi mangler. Og oveni det, glemmer vi selvfølgelig alle de ting, som vedkommende sandsynligvis også selv går og bøvler med.
Sandheden er, at godt selvværd ikke kommer af sig selv. Man skal træne det. For mit vedkommende har den største hjælp været at træne mine tankemønstre. Når jeg får tendens til en af de negative sammenligninger, der får mig til at få det skidt, så prøver jeg at ’sparke’ tanken ud af hovedet, inden den når at tage fat. Eller bedre: prøve at vende den helt om. Det er en længere proces at blive glad for sig selv og det er heldigvis noget, man har hele livet til at arbejde med. Samtidig er det okay at acceptere, at ens selvværd ikke altid er lige højt alle perioder i sit liv. For mit eget vedkommende har jeg også prøvet ikke at se mig selv gennem andres øjne. For hvad får jeg ud af det? Det vigtigste er jo, hvordan jeg ser mig selv gennem mine øjne.