Fokustema: Eksamener og studieliv
I maj måned sætter vi hos UngTilUng fokus på eksamener og studieliv. Du kan både følge med her på vores hjemmeside, hvor vi vil udgive personlige blogindlæg og lærerige artikler med nyttige tips og tricks til dig, der skal til eksamen eller vil have råd til at balancere studielivet! Du kan også følge med på vores Instagram, Facebook eller TikTok, hvor vi også har fokus på studielivet.
Eksamenspresset – hvordan tackler man det?
At være studerende kan byde på enormt mange glæder, spændende udfordringer, mulighed for fordybelse, nye bekendtskaber – men i særdeleshed også på en masse stress og følelsen af pres. Især i eksamenstid, hvor det hele måske lige bliver lidt mere virkeligt og det føles som om, at der hele tiden er en masse, der skal læses, skrives og øves. Maj og juni måned kan for studerende være måneder, der er fyldt med forskellige eksamener, der skal forberedes og læses op til. Det kan være overvældende, da man i den forbindelse selvfølgelig kan blive nervøs for, om man nu er god nok, har forberedt sig nok, og hvordan det går. Samtidig vil man sikkert også gerne have tid til andet, fx se sine venner eller passe sit studiejob.
Så hvordan tackler man lige det eksamenspres, hvordan kan man sikre sig at, man har forberedt sig godt nok, og hvordan kan man balancere studielivet, så man samtidig husker, at det er vigtigt også at lave andre ting? Det er netop dette, som dette månedens fokustema vil undersøge. På vores Instagram kan du finde tips og tricks til, hvordan du forbereder dig bedst muligt, hvor du her på hjemmesiden kan læse blogindlæg med de frivilliges egne erfaringer med eksamener og studiet generelt samt artikler indeholdende forskellige værktøjer til at håndtere presset.
Husk balancen!
Det kan være en enorm udfordring at balancere studie og personligt liv – og måske særligt, når eksamensperioden nærmer sig. Det er dog vigtigt at sørge for også at holde fri fra eksamenslæsningen, da det kan give dig energi og overskud – og dermed hjælpe din læsning! Sørg derfor at opretholde en god arbejdskultur, hvor du både får læst og studeret, men også husker at holde en hel pause derfra. Det kan hjælpe at planlægge din tid og sætte timer af til at gøre dette, og når disse timer så er gået, kan du enten se en serie, gå en tur, tage i træningscentret, spise et måltid mad med venner eller familie – eller lige præcis, hvad du ellers synes giver dig energi!
Følg med her på hjemmesiden den næste måned, hvor vi løbende vil komme med endnu flere og mere konkrete værktøjer, som du forhåbentligt kan bruge i eksamensperioden.