Tankemylderets fængsel – tips og tricks <3
Tankerne farer rundt, og det er svært at finde hoved og hale i det hele. Måske er tankemylderet der lige inden du skal sove, og så kan du ligge hele natten og spekulere eller også kommer det, når du har fået fri og skal forsøge at slappe af. Skole, arbejde, familie, venner, sammenligning, karakterer, pligter og og og… Jeg kender følelsen ganske godt, og derfor kommer jeg med mine tips:
Skriv tankerne ned
Måske føles det hele meget uoverskueligt oppe i dit hoved, og det er svært at forstå, hvad der egentlig foregår. Det kan måske hjælpe at skrive sine tanker ned, og det kan både være i en fysik bog eller på et papir, men det kan også bare være på telefonen. Det kan være rart at kunne komme ud med alle tankerne, og måske føles det endda mere overskueligt, når det står sort på hvidt.
Gå en tur
For mig kan det hjælpe at lave noget fysisk. Det kan være at gå en tur, at træne, at strække ud, lave yoga eller andet. Jeg kan mærke, hvor meget mere jeg kommer ned i min krop frem for at være oppe i mit hoved, så det er en klar anbefaling herfra!
Ring til en ven
Hvis det ikke kan føles som nok blot at skrive tankerne ned, så kunne det være en idé at ringe til din ven, en kusine eller din mor. Det kan være, at det er endnu rarere at sætte ord på tankerne overfor dem, og de vil sikkert gerne hjælpe dig med at tænke på tingene på en anden måde <3
Måske kan nogle af disse tips hjælpe på, hvad du skal gøre, når tankemylderet rammer, og du skal vide, at du ikke er alene med at have tankemylder. Du er velkommen til at skrive ind til os med tanker og følelser (også om tankemylder) hver dag mellem 16 og 20 på chatten <3
Du kan også tilmelde dig vores gratis samtaleforløb, der netop kan hjælpe dig med at arbejde i dybden med dine angst- og bekymringstanker. Læs meget mere her <3