Kropsaccept, kropspositivitet, kropslede: hvad med at forholde sig neutralt?
Det er velkendt, at der er masser af ting, der gør det svært at have en krop. Især i et samfund som favoriserer bestemte kroppe, forholder sig usundt til kroppe og forstærker fortællinger om den rigtige krop. Det er velkendt, at det fører til kropslede. Alt for mange er utilfredse med deres kroppe, på en skala der ikke er set førhen. Modreaktionen har været at råbe højere om kropsaccept og kropspositivitet, altså at hylde kroppen uanset hvordan den ser ud eller fungerer. At arbejde med at elske sin krop, næsten på trods. Men de to ting – et samfund, der gør det svært at have næsten enhver form for krop, og et budskab om at man altså skal elske den alligevel uanset hvad resten af samfundet siger – kan have svært ved at sameksistere og blive en daglig kamp. Men hvad hvis der er en tredje måde at forholde sig til sin krop på? En måde, der er helt neutral? Lad mig forklare.
Kropsneutralitet er en strategi til at forholde sig til sin krop med en form for armslængde. Det er ikke fordi man ikke må forholde sig til den, men hvor tonerne i de to andre genrer – kropspositivitet og kropslede – bevæger sig i to vidt forskellige, enten meget positive eller meget negative vendinger, er kropsneutralitet mere en slags konstatering af, at ja, jeg har en krop, den kan det og det – den er der. Den ser sådan her ud. Andres ser sådan der ud. Og så er den ikke længere.
Vi tænker på det vi ikke må
Det er ikke fordi, man ikke også kan arbejde med kropsaccept. Det hjælper at tale det positive frem, at fremhæve det man elsker, at tale som man ville til en ven eller veninde og lade gentagelserne forme sig som et positivt mønster, hjernen godt kan lide og begynder at replicere. Ingen tvivl om det. Så snart du kan, så tal endelig positivt om og til dig selv og din krop. Men det kan også være svært at forholde sig positivt til noget, hvis man pinedød skal. Hjernen fungerer nu engang også sådan, at det er lige præcis det vi ikke må tænke på, som træder tydeligst frem, og derfor kan en udelukkende positiv opremsning begynde at blive mekanisk, og en ikke så diskret hvisken kan bryde igennem muren, med alt det grimme man ikke må sige. Og så er man lige vidt. Kropsneutralitet kommer uden om dén fælde, ved at tillade hjernen at tænke alle tanker, men at forholde sig til fakta – og gerne med et skuldertræk. Jeg har en krop, og jeg behøver hverken at elske eller at acceptere den eller hade den, den er der mest så jeg kan gøre alt det, der er vigtigt for mig.
Hvad ville lægen sige?
Det kan sammenlignes med at være til lægen; hvis jeg har ondt i min storetå og går til lægen, så vurderer lægen ikke om min storetå er større, mindre, længere, kortere, pænere, smukkere end andre storetæer. Lægen konstaterer bare, at min storetå er der og at den enten virker eller ej. Hvad der er årsag til, at den gør ondt og hvad (hvis noget) jeg kan gøre ved det. Samtidig er det ikke fordi, lægen ikke kan eller må sammenligne min storetå med andre storetæer – det er ikke forbudt, faktisk er det nødvendigt! For hvis ikke lægen måtte sammenligne min smerte i storetåen, mine sener og blodårer og alt det, den består af, med andre storetæer, så ville lægen jo ikke kunne vurdere hvad (eller om) den fejlede noget. Så sammenligning er ikke forbudt, det er er blot en konstatering frem for på en skala af bedre/værre. For de skalaer vi vurderer sådan noget på er ofte baseret på trends, mode, flygtige tendenser og magtfulde instanser, som forstærker fortællinger om hvad der er bedre end andet. De er ikke vores egne, de er tillærte. Og derfor kan vi arbejde med at aflære os dem igen, til en vis grad. Mennesker indgår nu engang i samfund og samfund har altid haft meninger om hvad der er bedre end andet. Men vi kan bevæge os hen imod neutralitet frem for positivt eller negativt: Min storetå ser sådan ud, en anden storetå ser sådan ud. Min storetå fejler det her, det gør denne storetå ikke. Det er præcis det samme, man gør med kropsneutralitet: anerkend, at andre kroppe er der, og ligner og er forskellige fra din egen. Men gør det nøgternt, sagligt, og ikke på en bedømmelsesskala hvor forskelle betyder, at noget scorer bedre eller værre på en eller anden skala.
Du har en krop, længere er den ikke
Hvis en anden krop ser ud på en måde, du misunder eller selv kunne ønske dig, så anerkend, at du har denne følelse. Det er naturligt at ville have noget man ikke har, især hvad vi ikke kan lave om på. Det er derfor, det er menneskeligt at sammenligne. Men prøv at vende tankerne til blot at konstatere forskellighederne og så move on. Det samme kan du gøre hvis du vågner op en morgen og har en dårlig kropsbillede-dag, hvor hovedet kun finder fejl. Prøv at undgå at bruge tid på at vurdere på en skala, hvad der består og hvad der dumper ved din krop i dag. I stedet kan du blot konstatere, at du har en krop, at den endda måske fungerer helt okay og kan alt muligt. Du behøver ikke nedgøre den, du behøver ikke elske den. Du har den bare. Og gentag det gerne.
Og så husk, at der for enden af hver krop sidder et hoved, hvis indhold – uanset hvad samfundet ellers favoriserer – altid vil være vigtigere end enhver krop. Mennesket har en krop, mennesket er ikke en krop. God fornøjelse med neutraliteten!
