Kommer skønhed indefra?

Det skulle man tro, hvis man hælder til det gamle ordsprog ”skønhed kommer indefra”.
Men passer det eller er det bare en gammel kliché, der i disse Tinder-tider slet ikke har hold i virkeligheden? For hvad er ægte skønhed egentlig?

I dag bliver man efterhånden bombarderet med reklamer for alverdens skønhedsprodukter. Shampoo der giver fyldigt og glansfuldt hår, mascara der giver laaange dramatiske vipper, foundation der giver glat og perfekt hud, et utal af cremer, der kan skjule hver en rynke og blegemidler til det helt rigtige Colgatesmil. For ikke at tale om alle de hippe slankekure, der i sidste ende stort set er umulige at holde, men alligevel bliver tilbedt af ufatteligt mange, for du skal jo være super fit og have både six pack og veltrænede baller. Især nu, hvor det snart er ved at være bikinitid. Og i den forbindelse skal du jo også lige huske en ordentlig omgang solarium eller spray tan, for Gud forbyde da, at du viser dig på stranden uden at ligne en, der lige er kommet hjem efter 4 uger sydpå. Der er selvfølgelig også genvejen med diverse plastikkirurgi. Og så mangler du bare det rette outfit, så er du klar til at gå ud og bjergtage verden med al din skønhed. Eller i det mindste Tinder og alle de andre datingapps, hvor det eneste, du bliver bedømt på, er dit udseende.

Og så er der mig… Mig, der kigger mig selv i spejlet og ser en blegfed skikkelse med tyndt og glansløst hår, grim hud, rynker om øjnene, mormorarme og hængemave. Jeg står med en Nutellamad i den ene hånd og en kop sort kaffe i den anden, ja gule tænder har jeg også. Jeg er faktisk alt andet end ovenstående. Alligevel rummer jeg en indre skønhed, der overgår enhver supermodels ydre. Et godt hjerte og en evne til at se det smukke i selv de mindste ting. En knop på et træ, en klump mos i skovbunden, et smil fra en fremmed, den magiske lyd af kaffemaskinen om morgenen. At hjælpe et medmenneske og behandle alle godt, både venner og ”fjender”. At tænke positivt og selv i de mørkeste stunder sprede lys og glæde til dem, der har brug for det. Det er for mig skønhed. Ikke den skønhed, der findes hverken i reklamerne eller på Tinder, men den ægte indre skønhed, der ikke ses på det ydre, men som vil blive både set og værdsat af dem, der selv er i stand til at se skønheden i det, som kommer indefra.