Hvis du siger noget, slår jeg dig ihjel…

Jeg var 12 år gammel, da jeg fik den besked, og jeg var 100% sikker på, at han mente det! Jeg var blevet voldtaget og forsøgt kvalt med en pude. Der gik 16 år, før jeg fortalte hele historien til nogen. Dengang var jeg indlagt på psykiatrisk afdeling for 7. gang, og min voldtægtsmand, som nu var død, var blevet til en stemme i mit hoved.

Som 12-årig ændrede jeg personlighed fra den ene dag til den anden, og selvom min familie og min skole var klar over, at der var sket noget, var der aldrig nogen der spurgte mig om hvad. Jeg husker ikke meget fra årene efter; det er et sløret kapitel i mit liv. Mine forældre sendte mig til psykolog som teenager, men jeg fortalte hende ingenting, og hun vidste ikke, hvad hun skulle spørge om.

Jeg elsker min familie, og jeg elsker mine forældre, men der er ingen tvivl om, at jeg føler mig svigtet og glemt, i en årrække hvor jeg havde brug for dem!

Nu er mine forældre kommet i kontakt med en flygtningefamilie fra Syrien. De har boet i Danmark et par år, og klarer sig rigtig godt, på trods af alt er forandret i deres liv. Jeg er glad for, de er kommet til Danmark, og jeg vil gerne hjælpe dem og støtte dem, men…

Nu ser jeg hvordan mine forældre pludselig har tid og overskud, til at tage sig af nogle andre. Min far – som aldrig har talt om følelser, eller har givet andet end hånd, når han skulle hilse på – kan nu bruge en hel aften på at lytte. Han stiller spørgsmål. Han giver dem tid til at svare. Når noget bliver svært for dem at fortælle, bekræfter han dem i, at de må tage al den tid, de har brug for, for han går ingen steder – han er der for at lytte og hjælpe. Sådan har han aldrig talt med mig!

Jeg bliver ked af det, når mine forældre fortæller, alt hvad de hjælper familien med, og jeg har så dårlig samvittighed over det. Alt det den familie har været igennem er forfærdeligt, og det er et mirakel, at de alle er her, og har det godt. Men hvorfor vil mine forældre hjælpe dem, når de ikke vil hjælpe mig på samme måde?! Jeg troede, jeg var blevet voksen, og havde lært at acceptere mit liv som det er, men nu sidder jeg, og er misundelig over, at andre får mine forældres opmærksomhed.

Den lille, glemte 12-årige pige inde i mig, føler sig stadig overset og ligegyldig, men nu må jeg tage ansvaret for hende, og passe på hende, som hun skulle have været passet på. Jeg vil bryde det tabu, som har hængt over mig det meste af mit liv. Ingen bryder sig om at høre, om mine oplevelser som barn, og jeg bryder mig ikke om at fortælle, men hvis jeg ikke gør det, vil jeg aldrig få lov til at komme videre…