Just chuck it in the “fuck it bucket” and move on

Jeg er en ung kvinde på 25 år med diagnosen skizotypisk sindslidelse. Jeg kommer fra Hillerød og arbejder i en produktionsvirksomhed sammen med min mor, frem til 31/7-2017. Derudover har jeg brugt snart 3 år på at udvikle mig personligt, så jeg kan blive den bedste udgave af mig selv.

Hvor ofte har man ikke sagt ja til ting, fordi man har følt sig forpligtet til det? For mig sker det alt for tit. Og når man siger ja til ting, man reelt ikke har lyst til, siger man samtidig nej til ting man faktisk HAR lyst til. Hvad tror du man bliver gladest af? At lave ting der gør én glad, eller gøre ting for at please andre?

Jeg er i gang med at lytte til en bog, der hedder “the life-changing magic of not giving a fuck”, som har ændret min måde at tænke på. Jeg giver alt for mange “fucks” ud til ting, der ikke gør mig glad, hvilket gør at jeg har færre “fucks” at give til ting, der rent faktisk ville gøre mig glad.

Det skal måske lige forklares hvad en “fuck” er. At give en “fuck” er at bruge sin tid, energi og/ellers penge på noget. En “fuck” kunne fx være fitnesscentre. Jeg giver ikke mine “fucks” til fitnesscentre (du kan sagtens give dine “fucks” til fitnesscentre, hvis du er helt pjattet med fitnesscentre). For mig, ville det at tage i fitnesscenter, koste mig både tid, energi og penge, så derfor vælger jeg ikke at bruge mine “fucks” på fitnesscentre. Dermed kan jeg bruge min tid, energi og penge på ting, der rent faktisk gør mig glad, fx at være kreativ.

Man har kun et vist antal “fucks” man kan give, nogen har flere end andre, derfor er det smart at lave et “fuck”-budget. Så inden man siger ja til en aftale, skal man lige kigge på sit “fuck”-budget. Er det en “fuck”, jeg reelt har lyst til at give? D.v.s. at man spørger sig selv om denne begivenhed er værd at bruge sin tid, energi og penge på. Hvis ikke, så sig nej tak, men på en pæn måde. Der er ikke nogen grund til at være et dumt svin omkring det.
Når man har valgt ikke at give en “fuck” til en ting, så er der ét step mere, der hedder “the not sorry method”. Det betyder, at når du har sagt nej til noget, så skal du ikke føle skyldfølelse eller have dårlig samvittighed. Du har pænt og høfligt takket nej, så der er intet du bør føle dig skyldig for.

Et eksempel fra mit eget liv: Jeg havde en kæreste, som ignorerede mig og løj overfor mig. En dag tænkte jeg over om jeg overhovedet fik noget ud af alle de “fucks” jeg gav vores forhold. Det forhold vi havde, kostede mig både tid (hvor jeg bekymrede mig), energi (på at være frustreret) og penge (købte en ret dyrt fødselsdagsgave og han lånte nogle penge af mig). Og hvad fik jeg af værdi for mine “fucks”? Ikke ret meget. I hvert fald ikke nok til at opveje de “fucks” jeg brugte. Da vi gik fra hinanden, var jeg lettet. Prøv at tænke på al den tid, som jeg før brugte på at bekymre mig i, som nu kan bruges til at ses med gode venner. Og den energi, jeg før blev brugte på frustration, kan nu bruges på min egen personlige udvikling. Sidst men ikke mindst, de penge jeg sparer, er også værd at tage med.

Hvilke “fucks” giver du som du ikke burde, og hvad ville du gerne bruge dine “fucks” på?