I en tid hvor sundhed, træning og helse er trenden, føler jeg mig malplaceret. Man skal bo under en sten i en ubeboet skov for ikke at opdage, at det absolut “hotteste” lige nu, er en sund krop. Og dertilhører åbenbart også et sundt sind, med sunde vaner og sunde veninder og en kæreste, der ligeledes balancerer et sundt liv med studie og socialt liv. Vi ser de sunde mennesker over det hele, når de ikke lige er i fitnesscenteret. De er overalt på de sociale medier, og vi har alle, med stor garanti, en ven eller to, som giver os dårlig samvittighed over manglende sundhed?

For nogle uger siden begynde jeg at følge en kvinde på Instagram, der i første omgang ikke ligner den almindelige fitness coach. Hun er trænet, men har stadig en krop, som jeg ikke føler mig intimideret af. Hun har derudover enormt meget humor og har en sårbarhed i sit handikap. Her forleden dag gik det dog op for mig, hvorfor hun på trods af sin imødekommenhed overfor den “uperfekte” krop, stadig gør mig slukøret. Hun skriver ofte, hvor stærk hun er, hvor mange kilo hun kan løfte. Hun spiser sundt, og fokuserer generelt på, at sundhed er det vigtigste.

Jeg føler i første omgang, at vejen mod et bedre selvbillede og selvrespekt, som jeg hver dag kæmper videre med, er en accept af den krop, som jeg har. Den er en accept af min “usundhed”. Når jeg ser ned på mig selv og mit spejlbillede, hvilket jeg ofte gør, bliver streng kost og motion en straf for de valg, jeg har taget. Og når jeg straffer min krop, som mit sind ikke kan skilles fra, forstærkes selvhadet. Selvhadet forstærker dertil min trang til at falde i igen og spise dårligt, ryge og være inaktiv. For min usunde krop og mit ubalancerede sind fortjener det vel, når jeg ikke kan gøre det ordenligt.

Men jeg kæmper med mit selvbillede. Jeg takker min krop for at bære mig, jeg takker den for at udføre opgaver. Jeg holder af den, nogen gange, når ham jeg holder af rører ved den. Og jeg fortæller den, at det er ok, at den bliver træt og tyk, fordi det er helt ok at være det. Når jeg har positive krops-dage, kan jeg mærke det på mit sind. Så smager det sunde bedre, og gåturen er ikke så slem. Ja, jeg går anderledes, når jeg føler mig smuk.

Når man arbejder på sig selv, er det vigtigste at kigge indad og ikke udad. Hvis jeg troede på trenden lige nu om sundhed, ville jeg ikke have dage, hvor jeg kan lide min krop.