Jeg kalder dem “De tre S’er”. I mit tidligere indlæg skrev jeg mest om, hvad jeg selv oplevede, men nu skal det handle mere om fakta og om noget, som jeg begyndte at spekulere på gennem en dygtig sociolog. Men først vil jeg skrive lidt om de to begreber, for at finde ud af, hvordan vi får et bedre selvværd og bedre selvtillid, må vi have en klar definition af, hvad de overhovedet er. For der ER forskel 😉

Den engelske kilde Healthyplace.com har i følge mig en rimelig god definition af, hvad ordene dækker over. Nedenstående er, hvad jeg fandt ud af:

Self-esteem:
“Self-esteem refers to how you feel about yourself overall; how much esteem, positive regard or self-love you have. Self-esteem develops from experiences and situations that have shaped how you view yourself today.”

Det handler altså om erkendelsen af, at man er noget værd i kraft af det menneske man er, altså hvordan man føler om sig selv.

Self-confidence:
“Self-confidence is how you feel about your abilities and can vary from situation to situation.”

Det handler derfor mere om evner og handlinger.

Nu hvor vi har fundet ud af, at selvværd er erkendelse af vores værd, og selvtillid er troen på vores evner, vil jeg her komme med ét overskyggende begreb, som jeg tror er roden til manges dårlige selvfølelse:
Som jeg skrev i starten har jeg spekuleret på noget: Og det er samfundet. Det fylder i dén grad, for alle er en del af det. For nogle dage siden blev jeg færdig med en meget interessant bog af en anerkendt dansk sociolog, og fordi jeg stadig ikke havde fået tilfredsstillet min nysgerrighed omkring hendes holdninger og observationer, så jeg et interview med hende, hvor hun forklarer, hvorfor hun tror mange har det dårligt med sig selv i vores nutidige samfund. Hun mener, at det handler om de tårnhøje forventninger vi har, eller som hun kalder det “Succes-tyranniet”. Succes-tyranniet handler om, at vi lever under et socialt pres/opfattelse af, at vi skal have succes og være en succes i vores liv. Hvordan lyder det i dine ører? Som et uopnåeligt pres, ik? Hvorfor er et “almindeligt” liv ikke længere noget vi stræber efter? Hvorfor vil vi ikke “bare” være tilfredse og glade?

Jeg synes det her skulle med, for jeg er så rørende enig med hende i, at vi alle stræber efter noget stort, som hurtigt kan gå ud over vores selvværd og selvtillid, hvis ikke vi når målene. “If you can dream it, you can do it.” Jeg er ikke enig. Alle kan noget forskelligt, men vi kan ikke alle blive til ALT. Det er simpelthen urealistisk. Mange af os går også og måler handlinger på, om vi er en succes eller en fiasko, hvilket er synd. Sociologen gav et råd om, hvordan man kan undgå denne fiaskofølelse. Vi skal simpelthen lade være med at måle vores evner på en skala. For vi er aldrig en succes eller en fiasko. Når du oplever, at noget er gået galt for dig, så sig til dig selv: “Okay, det her virkede ikke. Så prøver jeg noget andet.” Når man så prøver noget som virker, så observer blot “Okay, det virkede.” Det er vigtigt at prøve at sætte sig fri af, om man er en succes eller en fiasko, for ellers kommer nederlaget og holder os fast. Frigørelsen af “succes-parameteret” hjælper os til at eksperimentere mere i livet, og på den måde får vi også et bedre selvbillede og bedre relationer til andre, fordi vi ikke konstant bedømmer os selv. Jeg synes i hvert fald, at det lyder klogt. Der er intet i livet, der er perfekt, så hvorfor skal vi være det?