I midten af 2.g fik jeg en krise i mit liv. Den kom ret hurtigt, og jeg havde ikke været ked af det i mere end 3 måneder før den fik et greb i mig. Krisen kom, fordi jeg havde svært ved at få mit første job. Og det gik i dén grad udover min selvfølelse eller selvværd, om du vil. Selvom jeg havde søgt i over et år kunne jeg bare ikke få et job, og det fik mig til at føle mig uduelig. Og det blev ikke bedre af at jeg håbefuldt var til en jobsamtale i Netto, men heller ikke fik dét. Der var for mange ting i mit liv jeg var stresset over, og det at jeg også følte mig alene, gjorde det kun værre.

Jeg kan så tydeligt huske, at jeg til sidst gik til min søde læge for at få en henvisning til en psykolog. Min læge studerede mig, kiggede mig varmt i øjnene og spurgte, hvordan jeg havde det. Jeg svarede, at det var netop det, som jeg ville tale med hende om. Så sagde jeg, at jeg ikke havde det godt, hvorefter jeg græd. Jeg beskrev min situation, og hun konkluderede hurtigt, at jeg havde nogle tegn på en depression, og hun henviste mig hurtigt til en psykolog, som senere skulle vise sig at ændre mine tankemønstre radikalt. Men mere om det senere. Spørgsmålet er nu: Havde jeg medlidenhed eller medfølelse med mig selv, da jeg græd hos lægen? Hvad mener du? Jeg føler, at du tænker medlidenhed.

For mig er medfølelse og medlidenhed to forskellige måder at tackle/angribe/imødekomme sine problemer på (eller andres). I dette indlæg vil jeg dog skrive om den man har til sig selv. Ifølge Den Store Danske handler medlidenhed om følelsen af sorg, smerte eller bekymring over sin lidelse, deraf ordet “med lidenhed”. Medfølelse “med følelse” handler derimod om evnen til indlevelse i og hensyntagen til sin lidelse, sine problemer m.m. og er ofte forbundet med barmhjertighed. Kan du se forskellen? Min konklusion er, at jeg erfarede, at jeg kom længst med at have medfølelse med mig selv. Ved du hvorfor? Det vil jeg fortælle mere om i mit efterfølgende blogindlæg!