Jeg har de sidste mange år haft et anstrengt forhold til mad. Jeg har altid været til den store side, og rundede de 73 kg som 11-årig. Da jeg som 13-årig skulle konfirmeres besluttede jeg mig for, at jeg ville tabe mig inden. Derfor lavede jeg det nytårsforsæt, at jeg ville  leve sundt og det gik da ganske udmærket. Jeg tabte 10-12 kg og syntes jeg havde godt styr på det – lige indtil et af mine forbilleder sagde, at jeg skulle til at passe på min vægt, for nu rundede jeg snart de 63 (altså 10 kg mindre end da jeg startede). Jeg fik ind i hovedet, at jeg skulle ned og veje mellem 56-58 kg og blev samtidig hevet med ind i kj-verdenen. Til dem der ikke kender til kj, så er det en enhed, der gør det muligt at kontrollere energimængden i den mad man spiser. Som tiden gik blev det mere og mere en del af min hverdag. Jeg vejede mig 2-5 gange om dagen, ja om dagen, og havde jeg taget bare et par hundrede gram på, så spiste jeg lidt mindre (læs: nærmest intet) dagene efter. Jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke gjorde noget godt for mig og stoppede – dog var det for sent. Min hjerne var blevet så vant til det, at jeg blev mæt efter 4.000 kj. Det siger måske ikke så meget, men på en aktiv dag skal jeg spise dobbelt så meget, eller mere.

Desværre hænger det stadig fast den dag i dag, selvom det er 7 år siden. Mine indre dæmoner kæmper en brag kamp, hvis jeg spiser mere. Det kræver virkelig meget energi af mig. Det er specielt slemt når jeg ikke har noget overskud – specielt når jeg har en lang periode, hvor jeg er syg, hvis jeg er stresset eller presset, eller som nu hvor min mor er syg. Dette tror jeg skyldes, at jeg ikke har energien til at kæmpe imod.

Men hvad er det egentlig jeg er bange for? Jeg ser stadig mig selv som tyk. Ikke på samme måde som dengang, for jeg kan tydeligt se en forskel, men jeg føler mig ikke “tynd nok”. Jeg har ingen hensigt i at ligne en supermodel, da jeg synes nutidens idealer er alt for sygeligt tynde, men når jeg sammenligner mig selv med andre, så har jeg det ikke godt i min krop. “Hvis bare der røg 4 kg mere”, men den tankegang kan jo blive ved. Jeg havde det super godt, da jeg vejede 5 kg mindre end nu, men vil det også være tilfældet i dag? Og endnu vigtigere, vil det overhovedet være sundt? Jeg ved det ikke, men jeg har fundet ud af, at jeg skal acceptere min krop som den er. Nogle perioder er jeg sund, spiser en masse grønt og træner meget, og i andre, hvor overskuddet måske ikke helt er der, ja så er der nogle ekstra kg på sidebenene og der ryger lidt ekstra søde sager ind. Og hvad så? Jeg fortryder ikke de 250 gram Matadormix jeg spiste til aftensmad igår – der skal også være tid til at nyde livet!

En klog mand spurgte mig i sidste uge om, hvad jeg var bange for. Om folk ikke ville elske mig, hvis jeg var tyk, og jeg tror netop jeg har fundet svaret på spørgsmålet: Jeg er bange for at ende der, hvor jeg var engang for mange år siden. Ikke fordi jeg tror, folk ikke ville elske mig, hvis jeg var tyk – for det ved jeg, at de ville lige meget hvad. Jeg tror i stedet jeg er bange for at skulle kæmpe kampen igen. Bange for at hade min krop, som jeg gjorde dengang, bange for fordommene og de grimme kommentar jeg fik af fremmede folk.

Min pointe er vel egentlig, at man skal huske at give sig selv de samme krav, som man stiller andre. Man har typisk en tendens til at stille for skræppe krav til sig selv, velvidende om, at var det til en anden person, så ville de være for meget. Hvis nu vi havde en ven/inde med 3 kg for meget siddende midt på maven. Hvad ville vi så sige til personen, hvis han/hun nævnte, at vedkommende var træt af det.

1. Ja du har ret, du ser faktisk lidt tyk ud. Du burde spise sundt og droppe sukker så du kan blive tynd.

Eller:

2. Tyk? Ej nu må du holde op. De ekstra kg gør dig ikke noget. Du er pæn som du er, og vi elsker dig med eller uden de 3 kg.

Jeg ville personligt vælge 2’eren. For det er ikke 3 eller 5 kg der definerer, hvem vi er. Det er bestemt heller ikke 50 kg. Der ligger bare det bag ved, at det kan gå hen og blive sundhedsskadeligt. Så spis sundt, men husk nu også at leve livet og spise lidt usundt engang i mellem – man skal have lov til at leve, og det er ikke alle, der skal have en fedtprocent på 0 😉