Vi kender nok alle sammen til en eller anden form for “forventningspres” – hvad end om det er forventninger, du føler fra dig selv, eller om du føler, at der er forventninger til dig fra familie, venner eller omverden.

Personligt synes jeg, at der forventes enormt meget af mig fra jobcenteret, mit bosted og mig selv.

Jeg oplever et forventningspres fra jobcenteret. Jeg kan mærke de gerne vil forvente noget af mig, som jeg ikke kan leve op til. Jeg ville fx. gerne starte med pædagoguddannelsen i år. Ikke kun på grund af deres forventninger, men også forventningerne til mig selv.

Jeg havde håbet på at kunne stå klar og tage hele verden med storm til sommer. Men det har jeg fundet ud af, ikke kommer til at ske, da jeg skal være 100 procent klar til at påbegynde en uddannelse.

Jeg føler af og til et forventningspres fra mit bosted, i og med jeg skal flytte ud om et lille års tid. Jeg føler, at de forventer, at jeg skal være klar, fordi der er sat en dato på hvornår jeg skal være ude. Min familie har også håb og forventninger om, at jeg skal flytte ud om et år.

Nogen gange er det godt med nogle forventninger, andre gange kan det godt presse én mere end højest nødvendigt, hvilket ikke gavner i den sidste ende.

Mit bedste råd til jer, der er i et forventningspres: lyt til jer selv. Det er kun jer, der kender jeres grænse for hvor meget I kan rumme de forventninger, der er til jer. Italsæt det over for dem, der forventer noget af jer, at det er for høje forventninger de har til jer, og at I ikke kan følge med.

Husk det er okay at sige fra!
// Rikke