Er det respektløst at være nysgerrig på andre?
Dette indlæg vil måske blive opfattet som gammeldags, fordomsfuldt eller noget tredje.
Men jeg er i bund og grund bare oprigtigt nysgerrig. Jeg er all in for, at alle mennesker lever på den måde, der gør dem allermest glad og lykkelig! Jeg bliver til gengæld ked af det, når jeg, pga. min nysgerrighed, dømmes for at være helt kedelig heteroseksuel.
En nysgerrig vestjyde
En vestjyde som mig møder ikke super mange queers, homoseksuelle, transseksuelle eller andre der “falder uden for normen”. Så når jeg møder en, enten i det virkelige liv eller på nettet, så er jeg utrolig respektfuld, men jeg er også sindssygt nysgerrig.
Men jeg har oplevet, at jeg overskred en henholdsvis transseksuel og homoseksuel persons grænse med min nysgerrighed. Det bliver jeg ked af, for mine spørgsmål synes jeg selv har været uskyldige. Det er spørgsmål som “Hvor fandt du din partner?”, “Er det svært?”, “Har du deltaget i priden?”, “Hvornår fandt du selv ud af det?”, “Har du altid vidst det?”. Men jeg er blevet mødt med rullende øjne, “det rager ikke dig” eller en gentagelse af mit spørgsmål som et barn, der leger papegøje.
Tør ikke spørge længere
Derfor går jeg nu nærmest i skjul, og det synes jeg egentlig er ærgerligt. Jeg elsker forskelligheder. Møder jeg en person med 10 børn stiller jeg også nysgerrige spørgsmål til, hvordan de får det til at hænge sammen.
Jeg vil gerne slå et slag for, at vi allesammen prøver at spørge respektfuldt og nysgerrigt ind til hinanden og svarer ligeså respektfuldt på spørgsmålene. At man ikke har lyst til at svare er jo helt iorden, men så sig det.
Jeg er forvirret over alle de former for seksualiteter, der findes idag, og det føler jeg mig vildt forkert over. Jeg vil så gerne vide alt, så jeg kan være så åben og forstående som muligt, for jeg er forstående og åben som person!
Så lad os allesammen på tværs af seksualiteter, køn, racer og så videre være åbne, forstående, respektfulde og nysgerrige overfor hinanden.