Jeg har skrevet dagbog så længe jeg kan huske. Nogle gange mere end andre gange, men det har altid ligget naturligt til mig at få foreviget mine minder med ord på de blanke papirer, for så en dag at kunne kigge tilbage på det.
For 3 år siden blev meningen med at skrive dagbog helt særlig og betydningsfuld. Nu var det ikke bare ord, nu var det terapi.

Jeg mistede min mor for 3 år siden til kræft, og på det tidspunkt følte jeg, at det hele var en drøm, en forskruet virkelighed, der vendte op og ned på min dagligdag. Men lige så stille gik det op for mig, at det ikke var en forskruet virkelighed, men en virkelighed jeg skulle tage stilling til og lære at have med mig resten af livet. Vi kan ikke lave om på det, der er sket, ligesom vi ikke kan skubbe sorgen væk. Sorg har ikke nogen udløbsdato, men vi må lære at acceptere den og bearbejde den på vores måde.

Kære mor…

Min måde at leve med min sorg på er ved at skrive dagbog til min mor. Der er noget magisk over at skrive mine tanker og oplevelser ned på papir til hende, fordi jeg føler at for hvert ord der skrives, flyver de op til hende, og hun lytter til dem. Der kan gå mange dage mellem, at jeg skriver til hende, og nogen gange kan jeg få helt skyldfølelse over det, men det er jo nærmest, som hvis hun var her fysisk. Der var flere gange, da hun levede, hvor jeg glemte at sige til hende, at så skulle jeg lige til Fyn, eller så skulle jeg til fest om 10 min, og om hun ikke ville køre mig. Så det er jo faktisk helt okay at glemme, for det ved min mor godt, jeg kunne finde på. Dagbogen er mig og min mors mellemled, og der er ingen andre der kender til indholdet, kun hende og jeg.

Første gang jeg skulle skrive til min mor, virkede det urtolig surrealistisk. Hvorfor kunne jeg ikke bare snakke til hende fysisk? Det tog også sin tid, før jeg følte, at det gjorde noget godt for mig, men nu er jeg i gang med min 4 dagbog til min mor, og det føles mere og mere ægte for hver gang jeg skriver, og jeg elsker det. Det bringer en lykke, som er så tryg og komfortabel, at jeg ikke kunne se mig gøre andet. Dagbogen er min terapi og min kommunikation med hende, der holder vores kærlighed til hinanden stærk, hvilket jeg sætter stor pris på.

Jeg vil selvfølgelig for alt i verden ønske jeg kunne se hende i øjnene og snakke med hende, men med min dagbog føler jeg næsten, at jeg gør det, fordi jeg ved hun er der hver evig eneste gang til at lytte. Og det er nok lykke for mig.