Alt tegnede sig til, at jeg skulle blive en fantasidyrkende, rollespillende, computergamende pige. Det er ikke tilfældet. Jeg er endt op med at interessere mig for rollespil og computerspil, men det er aldrig noget jeg selv har dyrket i praksis. Så jeg snakker med, når min kæreste har været til live-rollespil.

Siden jeg var lille har jeg fordybet mig mange timer i at tegne og konstruere smykker. I dag interesserer jeg mig for make-up og mode.

Er jeg så en girly-girl eller en tomboy? Hvorfor kan jeg ikke være begge? Mine forældre accepterede det. De så intet galt, i at jeg tog del i madlavning såvel som gårdens byggeprojekter. Men accepterer resten af samfundet det?

Jeg voksede op i 90’erne med de der multifarvede unikøns sparkedragter både mænd og kvinder havde på. Fandtes der overhovedet pige- og drengefarver? Alle børnene havde grydefrisurer. Jeg ved ikke, om jeg var for lille til at forstå, eller jeg har idealiseret barndommen, men jeg husker 90’erne som rimeligt kønsneutrale.

Jeg interesserede mig ikke for tøj dengang. Det var først, da jeg fik former, at jeg blev mere bevidst om at der var kønsforskel på tøj. De andre piger begyndte at gå med nedringede bluser. Før var tøj bare tøj, som man skulle have på for ikke at fryse. Det var nu vigtigt at have pigetøj på for at blive socialt accepteret. Det var først som 14-årig, jeg begyndte at få en stil. Jeg følte, at jeg kunne udtrykke mig gennem det og havde nu endelig forstået, at det klart afgør, hvordan andre opfatter én. Hvis det ikke var tilfældet, havde jeg stadig gået rundt i multifarvede t-shirts og løse cowboybukser.

Var 90’erne idealistisk intetkønnede? Hvad er de sjove facetter i jeres identitet? Hvordan skaber I den?