I mange år var jeg meget imod medicin. Jeg følte, at medicin bare var en dårlig undskyldning for ikke at deale med ens problemer, eller at det var en slags udvej for ikke at mærke alt det svære. Inderst inde ønskede jeg nok at være sej, at kunne klare mine problemer selv og ikke tage den nemmeste løsning. Det er en diskussion, som jeg tror er vigtig at tage med sig selv, når man skal træffe valget om medicin eller ej.

Brug for hjælp

På et tidspunkt blev jeg nødt til at indse, at jeg havde brug for hjælp. Min angst/depression fyldte enormt meget, og jeg gik glip af en masse ting. En sommer skulle jeg på ferie med min søster, og jeg gik totalt i panik i lufthavnen, fordi jeg var bange for at tage afsted. Heldigvis tog jeg afsted, men jeg besluttede samtidig, at når jeg kom hjem, ville jeg sørge for at få noget hjælp!

Jeg startede hos en privat psykolog og gik der i flere år. Hun var sød, og jeg begyndte at åbne op for en masse tanker og følelser, som jeg ikke selv havde kunnet finde rundt i. Hun anbefalede mig ikke at starte på medicin, og hun var til dels imod diagnoser. Længe var jeg til dels enig med hende, specielt i forhold til medicinen.

Forværring

Jeg startede på sygeplejerskeuddannelsen, og jeg blev mere og mere bange. Bange for at lave fejl, for at give den forkerte medicin til patienterne, for at være skyld i at nogle døde, bange for at smitte med bakterier – ja til sidst var listen næsten endeløs! Jeg spurgte min psykolog, om jeg ikke havde OCD, for jeg kendte selv til sygdommen fra min uddannelse, fra tv og internettet. Men hun mente igen, at diagnoser var forkerte, og at jeg skulle vælge ikke at handle på mine tanker – fx tjekkede jeg medicin i lang tid, vaskede alt for meget hænder, sprittede hænder alt for meget. Ca. lidt over et år efter jeg blev færdig med min uddannelse, gik jeg til min egen læge og fik med det samme diagnosen OCD.

Kompromis

Jeg skiftede psykolog til en med speciale i OCD, og jeg valgte at starte på antidepressiv medicin, fordi jeg ikke kunne klare at have det så skidt mere. På et tidspunkt indså jeg, at jeg var nødt til at prøve noget andet, end jeg hidtil havde prøvet, for intet andet havde hjulpet indtil videre. Jeg sad til sidst lammet i mine forældres lænestol en hel dag, bange for at smitte nogen, bange for at røre noget, ja lammet af angst.

Undervejs har jeg skiftet til to andre præparater, nogle der hjælper på OCD og depression. Jeg har haft mange bivirkninger i starten, og de to første uger var rigtig slemme. Men jeg har følt en virkning, jeg er kommet så langt med min OCD, og jeg er meget for medicin i dag!

For mig må medicin ikke stå alene uden hjælp fra enten læge, psykolog eller psykiater, for det fjerner ikke problemerne. Men for mig har det på en måde løsnet op for nogle ting i mit hoved, sådan at jeg kunne arbejde med min angst, med min OCD og pludselig kunne se nye muligheder samt turde tage chancer.

Jeg har meget, meget få bivirkninger i dag (jeg ryster lidt på hænderne og har et par muskelsammentrækninger i benene engang i mellem), men jeg tror, at man lige skal give medicinen en chance, for virkningen indtræder ikke de første par dage nødvendigvis.

Mit råd er at snakke med en professionel om medicin. Både om det er nødvendigt eller en god ide at afprøve det, men også undervejs om bivirkninger, fordi medicinen skal hjælpe en, ikke gøre det værre pga. for mange bivirkninger.

Jeg har indset, at det er okay at få hjælp, og at livet ikke nødvendigvis skal klares ad den hårdeste mulige vej 🙂