Jeg har ofte en gennemtrængende indre frygt for at jeg ikke helt ved, hvem jeg egentlig er. Og det handler i bund og grund også om min usikkerhed over, hvorvidt jeg nu lever op til den forventning folk har til den person de nu engang tror, at jeg er.

Hvis jeg skal være ærlig, tror jeg at det stammer helt tilbage fra min barndom, jeg har aldrig været god til at stå på egne ben, for jeg fik simpelthen ikke lov. Jeg blev hurtigt denne her lille pige, der var afhængig af tryghed. Konstant forandring og mange mennesker var ikke lige min ting. Og det er det stadigvæk ikke. Men det har jeg accepteret, for jeg har fået en forståelse af, hvem jeg inderst inde er. Jeg er både introvert og særligt sensitiv, hvilket vil sige at jeg gerne er i mit eget selskab, og observerer og mærker efter på stemningen i lokalet før, at jeg eventuelt deltager i sociale sammenhænge.

Jeg har brugt en rum tid på at lære, at jeg ikke skal gemme mig bag min egen forståelse, men vise overfor mig selv at jeg ikke lader mig hæmme. Det har aldrig været min stærke side at sætte ord på mit indre kaos, men jeg ved at det er nødvendigt. Og det hjælper min omverden til at forstå hvad der egentlig foregår. Men samtidigt er jeg også lidt af den overbevisning, at hvis jeg ikke giver udtryk for at der er noget, så ender det til sidst med at der ikke er noget problem. Det handler selvfølgelig ikke om at undertrykke tingene, men om at være realistisk omkring dem. Det er en balancegang. Jeg vil ikke anses for at være svag, men jeg vil også have lov til at være det.