Temaet om venskaber, har fået mig til at tænke. Jeg har mange forliste venskaber bag mig, og jeg har også ofte brugt termen ”giftige venner”. Men inspireret af en vor tids største fiktive power-kvinder, Samantha Jones, fra veninde serien – Sex and the City, er jeg kommet på andre tanker. For som hun siger:

For helt ærligt, det kan sagtens ske at man møder en person der ikke vil en det godt, men sker det flere gange – skal man måske begynde at se ind ad.

Den smerte og skade jeg har tilført

Et venskab er dog netop en relation, og ikke en envejskommunikationsform. Når jeg tænker over det, er jeg sikker på at jeg i mine gamle venners øjne, er en ”giftig ven” ligesom de har været det fra mit synspunkt.

Jeg har opfordret til hverdags drukture i gaden, jeg har presset på med et par gram til at ryge, jeg har bagtalt, jeg har skabt rygter, jeg har løjet og bedraget, jeg har været egocentrisk, jeg har været voldelig og modbydelig, jeg har opført mig skingrende sindssygt og needy – jeg har kort sagt været en dårlig ven! Dog har jeg alligevel tilladt mig selv, at give de andre skylden, for hvis ikke det havde været for deres indflydelse, hvis ikke der havde været gruppepres, hvis ikke jeg havde følt mig ”tvunget” til at være så udad reagerende, så havde jeg jo sikkert været stille og rolig, og haft tætte sunde venskaber.

De endeløse forsvarsmekanismer og forståelsen af ”dårlige miljøer”

Men det er netop en gang bræk – alene opdigtet for at jeg ikke skal tage ansvar for mine handlinger, for at jeg kan have ondt af mig selv, fordi det gør det nemmere at distancere sig fra den smerte det er, at have gjort andre ondt, for at retfærdiggøre den skade jeg har voldt – for at jeg kan ignorerer de mén jeg har af min opvækst, omsorgssvigt, overgreb og alle de andre ting jeg ikke vil bekymre mig om. Ligesom de fleste af mine gamle venskaber – de havde også sociale og psykiske problemer, og har ligesom jeg – brugt vores venskab som en kanal til at ”råbe op”, til at skabe et sammenhold og få (uhensigtsmæssig) støtte.

Det kan ikke vække den store underen – at når sådanne relationer mødes, skabes der et dårligt miljø. Men det kan for mig vække en underen, at man nærmest aldrig møder nogen (mig selv inkl.) der vedkender sig deres andel af ansvaret. Mentaliteten om at det ”altid er de andre” er simpelthen, for mig, en gennemgribende negligering af vores samfunds sociale normer, hvor janteloven lever i bedste velgående.

Om at komme videre

Så derfor opfordrer jeg til, selvom det gør ondt – og kan være svært at erkende at man har medført skade til andre – at overveje om den negative belastning i venskabet var skabt i gennem en envejskommunikation, eller om du (ligesom jeg) havde en lige stor del i det. Hvis du kan se dig selv i den sidste gruppe, så må du konfrontere den skade du må have tilført andre – ikke nødvendigvis ved en fysisk konfrontation, men mærk og vedkend dig den smerte det frembringer, kun sådan tror jeg at man oprindeligt kan komme videre livet, opdage bedre miljøer, ændre sin adfærd og finde ro i sig selv.