Nej! Jeg er ikke blevet voldtaget. Jeg er ikke blevet misbrugt som barn. Det er ikke fordi, jeg har et kompleks over min krop. Det er ikke fordi, jeg endnu ikke har fundet den rette. Der er ingen fysisk lidelse, der står i vejen og jeg har ikke valgt at leve i cølibat… Jeg er bare aseksuel.

Jeg har altid følt mig anderledes end andre. Op gennem puberteten og videre i teenageårene følte jeg, at jeg var et helt andet sted end mine jævnaldrende. Da de andre piger i klassen begyndte at få øjnene op for det modsatte køn, og snakken gik, om alle de lækre fyre, de havde et godt øje til, stod jeg fuldstændigt af. Drenge interesserede mig en høstblomst.

Sådan havde jeg det folkeskolen ud. Som 17-årig begyndte det så småt at gå op for mig, at der alligevel var noget ved det modsatte køn. Noget spændende. Noget dragende. Men nogen seksuel tiltrækning følte jeg ikke. Mine veninder syntes, jeg var vildt mærkelig, men af den overbevisning, at det nok skulle komme. Som 21-årig var den stadig ikke kommet. Jeg havde det egentlig ganske fint med det og lagde ikke skjul på, at jeg var jomfru, hvis folk spurgte. Desværre kan folk være enormt fordømmende, især hvis det drejer sig om noget, de ikke selv kan relatere til. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg hørte klicheen, at jeg bare ikke havde fundet den rette mand. Og der var heller ikke mangel på alverdens psykologiske årsagsforklaringer. De fleste gange blev jeg dog bare stemplet som mærkelig og sær. Jeg prøvede efterhånden at undgå at ende i en samtale, hvor man kunne komme ind på emnet, men var stadigvæk ærlig om min seksualitet (eller mangel på samme). Lige indtil den dag hende, der stod mig nærmest, og som jeg troede, jeg kunne være 100 % mig selv overfor, sagde, at nu måtte jeg tage mig sammen i stedet for at være sådan en narrefisse. For aseksualitet var noget pjat, man havde fundet på, fordi man endnu ikke have prøvet ordentlig sex.

Jeg var knust. Følelsen af, at ikke en eneste anerkendte mig som den, jeg var. Jeg følte mig for alvor forkert, sær, unormal og alene. Og værst af alt begyndte jeg at tvivle på, om det var alle de andre, der havde ret. Jeg måtte jo være syg. Et eller andet helt galt med mig var der i hvert fald. Jeg blev flov over min manglende lyst til sex, og gjorde alt, jeg kunne, for ikke at ende i situationer, der kunne afsløre mit sande ”jeg”. Jeg følte et pres, og måtte bevise hvor normal jeg var ved at gå i seng med folk, selvom jeg ikke havde lyst. Men jeg havde bildt mig selv ind, at ikke at have lyst var en forkert følelse at have, og jeg måtte overbevise både mig selv og andre om, hvor normal jeg kunne være. Det var et helvede at være så splittet.

Efter nogle år kunne jeg ikke leve på den måde mere. Jeg følte, jeg levede på en løgn, og måtte være tro mod mig selv og stå ved, hvem jeg var. Der gik dog lang tid, hvor jeg stadig følte mig nødsaget til at lyve om min seksualitet, hvis emnet skulle falde der på, af frygt for at skubbe folk fra mig og blive stemplet endnu en gang.

Først som 28-årig nåede jeg det punkt, hvor jeg endelig kunne finde styrke i mig selv. Jeg tog en beslutning om, at jeg fra da af ville være tro mod mig selv og stå ved, hvem jeg var. Så måtte folk tro og mene, hvad de ville. Det vigtigste var, at jeg kunne være mig selv. Og kunne folk ikke acceptere mig sådan, så var de nok ikke værd at samle på alligevel.

I dag, 3 år senere, hviler jeg nok i mig selv til for alvor at kunne stå frem og tale om det med en vis stolthed. Ikke stolthed over at være aseksuel, men over at se det som en unik del af mig selv i stedet for noget forkert og tabubelagt. Aseksualitet er hverken en sygdom eller end undskyldning. Desværre er der stadig mange fordomme, men jeg tror og håber, at der med tiden vil komme en større forståelse og tolerance, som det er set med homoseksuelle, med mere åbenhed og mindre stigmatisering. For vi er alle bare mennesker. Fantastiske, unikke personer, uanset om vi er hetero, homo- bi-, pan- eller aseksuelle.