At miste og sorg – en guide til forståelse af sorg 💔
I oktober måned vil vi i UngTilUng dykke ned i et af de sværere emner, men som er vigtigt at sætte fokus på og aftabuisere.
Nemlig at miste og sorg 💔
At miste nogen, som man holder af, er noget, vi alle på et tidspunkt vil opleve i vores liv. Det kan ske på forskellige måder – det kan være at miste et nært familiemedlem eller ven til døden, det kan være at sige farvel til en ven eller kæreste efter et break-up eller skænderi eller det kan være at skære en relation fra af den ene eller anden årsag. Uanset hvordan tabet ser ud, kan det føre til en følelse af sorg – og det er naturligt og berettiget.
Dog kan sorgen være svær at forstå og navigere i, og derfor vil vi i løbet af måneden guide dig til en forståelse af sorg, hvordan den kan se ud, hvordan andre har oplevet den, og hvad du kan gøre, hvis du oplever sorg. Følg med på vores hjemmeside, Instagram og TikTok 💌
Hvad er sorg?
Sorg er en naturlig følelse, der opstår, når vi oplever tab. Den kan dukke op på mange forskellige tidspunkter og ved forskellige oplevelser af tab. Det kan f. eks være, når vi mister nogen tæt på, eller når noget i vores liv ændrer sig på en måde, vi ikke havde ønsket. Der kan eksistere en fejlagtig antagelse om, at sorg kun handler om døden – men sådan forholder det sig ikke. Vi kan også opleve sorg, når vi mister en relation af den ene eller anden årsag, eller må se i øjnene, at vores noget i vores liv ikke er, som vi har ønsket.
Hvordan føles sorg?
Sorg er forskellig fra person til person, og det er også forskelligt, hvornår sorgen opstår. Nogle kan føle sig triste eller tomme, mens andre oplever vrede eller frustration. Det er også helt normalt at føle sig forvirret, bange eller ensom. Nogle dage kan også føles helt okay og så pludselig kan det vende og man kan føle, at alt igen er helt tungt. Der findes ingen rigtig eller forkert måde at sørge på – men det vigtigste er altid, at du giver dig selv lov til at føle, som du gør og ikke prøver at skynde dig gennem sorgen 💜
Hvordan kan man håndtere sorg?
Der findes ikke nogen ”quick fixes” til sorg, men der er måder, du kan arbejde med den på. Det hjælper tit at tale med nogen om, hvordan man har det. Det kan være et familiemedlem, en ven eller en professionel, fx en psykoterapeut eller psykolog. Det kan også være i vores anonyme chatrådgivning, som har åben hver dag mellem 16 og 20. Den varetages af frivillige, som er klar til at lytte på det, der fylder hos dig 📞
Husk også, at det er helt okay at have brug for tid. Nogle dage er sværere end andre, hvilket er helt normalt. Vær gerne rigtig god ved dig selv – tag pauser, lav noget, du godt kan lide, tal om, hvordan du har det og ikke vær for hård ved dig selv, hvis du føler, at det tager længere tid at bearbejde sorgen, end hvad du havde regnet med 💭
Sorgens mange former
Vi kan ofte forbinde sorg med døden, men man kan også opleve sorg ved andre typer af tab. Et break-up kan føles som, at man mister en del af sig selv, især hvis man har været meget tæt med personen. Det samme gælder for venskaber, der går i stykker, eller hvis man er nødt til at tage afstand fra nogen eller skære en person ud fra ens liv. Uanset årsagen kan sorgen føles tung, og det vigtigste er at anerkende, at din smerte er gyldig og berettiget – uagtet, hvad der har forårsaget den.
I løbet af hele måneden kan du følge med på vores hjemmeside, Instagram og TikTok, hvor vi vil dele viden om sorg, tips til at anerkende den og ærlige beretninger fra vores frivillige, der har oplevet sorgperioder. Så følg med hos os, så vi sammen kan skabe os en forståelse af sorg 💜
Husk vores chatrådgivning er åben hver dag mellem 16 og 20. De frivillige sidder klar til at lytte, støtte og anerkende dig 📞