Kærlighed er noget helt særligt og er så vigtig at omfavne og huske sig selv og hinanden på. Både kærligheden til sig selv og kærligheden til andre. Når jeg tænker på kærlighed, tænker jeg på mange ting, mange personer jeg har tæt inde på livet. En af de personer er min mor. Jeg husker min mor for at have mange stærke egenskaber. Jeg husker hende for mange ting, og noget jeg særligt husker hende for, var hendes smittende måde at udtrykke sin kærlighed på. Og hvor jeg er ovenud taknemmelig for, at det var en egenskab, der lå hende så naturligt, at det på mange måder har påvirket mig til, hvordan jeg ser på verden i dag og på dem omkring mig.

‘Jeg elsker dig’
‘Jeg elsker dig’. En sætning som godt kan blive misbrugt, men som har så stor en betydning, at der alligevel ligger overvejelse i, hvem man siger det til. Jeg var aldrig i tvivl om, at min mor mente alle 3 ord, hele sætningen og hele dens betydning, når hun sagde det. Jeg sagde tit bare ‘i lige måde’, og hvorfor kan jeg ikke rigtigt svare på. Jeg vidste jo, jeg elskede hende utrolig højt. Jeg husker hende også tydeligt for at kigge smilende over på min far ved middagsbordet og sige ‘det har vi gjort godt skat’, hvor hun så derefter kiggede over på os. Og det kunne godt ty til latter, når man sad der som teenager og hørte hende sige det. Men hvor var hun bare oprigtig. Det er så vigtigt med kærligheden og taknemmeligheden og at dele ud af den til sine medmennesker.

‘Jeg elsker dig’ – det er store ord, og man kan ikke sige det til hvem som helst. Jeg elsker, at jeg elsker. For mig er det vigtigt at sige det til dem, der fortjener det, og jeg gør mit bedste. Der er ingen krav om hvornår, hvor tit og hvordan jeg siger det, så længe jeg bare ved, at de får det at vide i ny og næ.

Derfor afslutter jeg også mit dagbogs skriveri med ordene ‘jeg elsker dig’, når jeg skriver til min mor, fordi det er den følelse, jeg får hver gang, jeg deler livet med hende.

At mindes kærligheden
Jeg tror, det jeg egentligt prøver at sige er, at når man har mistet en, som har været så tæt inde på ens liv, så er det så vigtigt at huske på, hvem de var. Både personligt, men også hvordan de var over for dig og alle andre. Det kan virkelig inspirere. Og især husk at snakke med andre, som også kendte den afdøde, om hvordan de husker ham/hende, for det bringer stor glæde og får distanceret en væk fra det triste og tunge. Men det skal man også huske at omfavne i ny og næ.

Omfavn kærligheden, omfavn dem du elsker.