En pause fra venskabet

Dét, at vokse fra et venskab kan give en mærkelig følelse. Jeg havde en veninde, som jeg havde kendt i næsten 10 år. Jeg talte med hende stort set hver dag, og vi hang ud sammen næsten hele tiden. Vi kendte hinanden ud og ind. Vi var meget tætte veninder, og der var ingen tvivl om, at vi var venner for livet. Men så en dag, så stoppede vi pludselig med at snakke sammen. Det er næsten et år siden nu. Jeg har hverken set eller kommunikeret med hende siden. Hvorfor? Ærligt talt, så er jeg ikke helt sikker. Men jeg tror, at det i bund og grund nok var fordi, vi begge havde brug for en pause fra venskabet. Jeg kan naturligvis ikke snakke på hendes vegne, men sådan havde jeg det i hvert fald. Det er helt naturligt at vokse fra et venskab, men det betyder ikke, at det stadig ikke kan føles underligt.

En ambivalent følelse

Normalt ville jeg have kæmpet for venskabet, da det var en af mine bedste venner. Men en del af mig, og jeg går ud fra også af hende, havde ikke lyst til at kæmpe for det. Jeg var delvist lettet, for jeg tror virkelig, at jeg havde brug for noget afstand. Men samtidig var jeg også sur, frustreret og skuffet over, at hun bare kunne give op på vores årelange venskab så hurtigt. Hvilket var spøjst, når jeg gjorde præcis det samme. Derefter blev jeg ked af det. Det giver også mening, når man har haft så mange gode minder sammen, som man kommer til at savne. Denne person har været en del af ens liv. De har været med til at forme ens liv. Så jeg stod med en ambivalent følelse. Det var mærkeligt at være sur og ked af det over noget, jeg samtidig var lettet over. Det var som en vægt, der blev løftet af mine skuldre.

Det er en proces

I sidste ende var det nemlig blevet til et venskab, jeg ikke længere trivedes i. Jeg blev drænet af venskabet. Nu er der så gået næsten et år uden kommunikation og jeg kan virkelig mærke, at det har været godt for mig. I dag er jeg ikke længere sur eller ked af det. Jeg tænker stadig en gang imellem på vores venskab og de gode minder. Men jeg ved, at det har været for det bedste at tage lidt afstand. Hvem ved, måske vi tager kontakt igen en dag i fremtiden, når vi begge er klar. Det kan være, at vi skaber et nyt venskab, som vi begge faktisk trives i. Det er ikke til at vide, men jeg ønsker hende i hvert fald alt det bedste i fremtiden og jeg sætter for evigt pris på alle vores gode minder sammen. Det er okay, at et venskab ikke udvikler sig i den retning, som man engang håbede på. Det er også okay at have forskellige følelser omkring dét, at vokse fra et venskab. Det er ikke altid let at give slip og komme videre. Det er en proces. Og det tror jeg er vigtigt at huske på, når man vokser fra et venskab.