Vi støtter dig i at få det liv du ønsker – alene og sammen med andre
Vil du være chatter og hjælpe unge, der har det svært – og arbejde hjemmefra?
Så søger vi i UngTilUng lige nu chattere, der selv har haft svære tanker og følelser og er kommet ud på den anden side og måske har du en faglig interesse i rådgivning.
Ungtilung.com er en digital trivselsplatform, hvor unge mellem 16-35 år, der har det svært, kan få hjælp til at håndtere deres udfordringer. Det kan være alt fra ensomhed, kærestesorger, seksuelle problematikker, lavt selvværd, pres på studiet og i arbejdslivet, mm.
Lige nu søger vi dig, som har haft svære tanker og følelser, og som har lyst til at bruge dine erfaringer til at motivere og inspirere andre unge.
Det kan hjælpe andre unge at blive lyttet til og vide, at de ikke alene om at have disse tanker og følelser samt få tips til, hvordan man kan tackle sine udfordringer.
Hvis du har en faglig relevant baggrund som fx psykologistuderende, socialrådgiver mm., er dette et rigtig spændende frivilligt arbejde, hvor du kan bruge det du har lært i praksis.
Som frivillig chatter vil dine opgaver være:
At tage 2 chat-vagter om måneden i chattens åbningstider (alle dage 16-20)
At være lyttende og anerkendende i chatsamtalen med en ung, der har det svært
Stille åbne spørgsmål og hjælpe den unge med at identificere sine problemer og blive klogere på sig selv
At være dig selv, motivere og inspirere den unge positivt
Chatten er ikke terapi, men et sted hvor den unge kan blive lyttet til, støttet og anerkendt, og du har derfor ikke ansvar for at løse den unges problemer
Du skal deltage i online supervision, der ligger én gang om mdr., enten sidste mandag i måneden kl. 17-18 eller kl. 19-20 eller sidste torsdag i mdr. kl. 17-18.30
Det er dig vi står og mangler, hvis:
Du er mellem 20-35 år
Du har egne erfaringer
Du er lyttende, tålmodig og empatisk
Du har gode skriftlige kommunikationsevner
Du har mod på at arbejdet kan være psykisk svært
Du kan være frivillig i 6 mdr eller mere (det er altid okay at tage pauser fx i eksamensperioder)
Hvad kan vi tilbyde dig?
Du bliver en del af et projekt og et online frivilligfællesskab, der brænder for at gøre en forskel i unges hverdag
Du får et fleksibelt frivilligjob, hvor du altid chatter med unge hjemmefra på din egen computer
Du vil blive klædt på til rollen som chatter gennem en online uddannelse og løbende online supervision
Du får indflydelse og medansvar i dit frivillige job og i UngTilUng og kan altid skifte til andre frivilligopgaver
Du får et spændende og faglig relevant frivilligt arbejde, hvis du studerer humanistiske fag
Vil du være frivillig gruppeleder for digitale krea-aftener for unge?
Som frivillig gruppeleder gør du en enorm forskel for fællesskabssøgende unge, der gerne vil lære nye mennesker at kende over forskellige kreative aktiviteter.
I fællesskab med en med-gruppeleder skaber I et trygt, digitalt rum, hvor de unge kan skabe relationer, mens I laver noget „sammen‟. Samtidig styrker du din faglige profil, afprøver og udvikler dine lederkompetencer, og du får medindflydelse på udviklingen af et nyt projekt i en NGO, der brænder for at forbedre unges trivsel.
Obs: Det hele foregår digitalt, så opgaven klares hjemmefra 🙂
Ungtilung.com er en digital trivselsplatform, hvor unge mellem 16-35 år kan få hjælp til at håndtere deres udfordringer gennem forskellige tiltag.
Et af vores tilbud er digitale krea-aftener, hvor 6-8 unge mødes i en fast gruppe over vores digitale mødeprogram én hverdagsaften om ugen. Hver især bringer de noget kreativt med, som de gerne vil sidde og lave, mens de snakker med de andre unge – hjemmefra i trygge rammer. Det samme gør du som gruppeleder – det kan fx være at strikke, tegne, male, hækle, perler, lave smykker etc. De digitale krea-aftener faciliteres af to frivillige gruppeledere, som bliver matchet op af os.
Vi starter løbende digitale krea-fællesskaber op.
Gruppen mødes over 10 mødegange, og herefter afsluttes forløbet for deltagerne. Deltagerne vil kunne tilmelde sig igen, ligesom du vil kunne varetage et nyt forløb med nye deltagere.
Vi har allerede haft 10 krea-forløb, og det er rigtig hyggeligt og tiden går stærkt! Der er plads til alle, og der bliver talt om løst og fast 🙂
Som frivillig gruppeleder for digitale krea-aftenener vil dine opgaver være:
- At være facilitator sammen med din med-gruppeleder, hvor I sørger for at skabe et rart, digitalt rum for unge, der måske ikke er helt klar til at møde nye mennesker uden for det digitale rum. Du skal kunne en hverdagsaften hver uge fra 19.30-21.00 (der er meget medbestemmelse, så du aftaler med din kontaktperson samt med-frivillig hvilken aften der er bedst)
- At skabe et trygt, hyggeligt og rart rum at være, hvor der er plads til alle. Det vil bl.a. sige at spørge ind til de unge og starte forskellige samtaler i samarbejde med din med-gruppeleder – med grundlag i vores uddannelse, din erfaring, din personlighed og din viden om andre mennesker fra evt. studie eller tidligere frivilligjobs
- Sidde med den kreative aktivitet, som du ønsker, mens du snakker med de unge og din med-gruppeleder
- At være dig selv, motivere og inspirere de unge positivt samt at lytte, anerkende og inddrage de unge i samtalerne
- Det vigtigste er, at du har mod på at mødes med en fast gruppe af unge hver uge over 10 gange, hygge med dem, lave noget kreativt, og bare er dig selv
Det er dig, vi står og mangler hvis:
- Du er mellem 22 og 35 år (er du på grænsen af aldersspektret, så søg gerne alligevel)
- Du har erfaring med eller interesse for at arbejde med forskellige typer af mennesker og synes, at det er spændende at lære nye at kende
- Du har det godt med at tage ansvar
- Du er frisk på at starte en samtale med alle typer af mennesker
- De vigtigste egenskaber som gruppeleder er, at du kan være dig selv, er empatisk og rummelig
- Du har interesse for digitale fællesskaber og at arbejde med eventuelle sårbare unge, der ønsker et hyggeligt afbræk fra hverdagen
- Du har mod på at være på kamera og mikrofon, når I mødes digitalt
- Du synes, at det er spændende at have medindflydelse på opstarten af et forholdsvist nyt projekt
Hvad kan vi tilbyde dig?
- En mulighed for at gøre en enorm forskel for unge, der gerne vil lære nye mennesker at kende og søger et hyggeligt afbræk i deres hverdag
- En online digital uddannelse, der klæder dig på til opgaven og styrker dine kompetencer
- Et fleksibelt frivilligjob på 6-10 timer om måneden, hvor du kan gøre det hele digitalt hjemmefra
- Et hyggeligt frivilligjob, hvor du kan dyrke din kreative interesse samtidig
- En med-gruppeleder, som du er sammen med om opgaven
- Erfaring inden for at arbejde med mennesker, at skabe samtalerum, at starte et fællesskab for unge og at udvikle et nyt digitalt projekt
- En unik mulighed for at være medudvikler på et projekt under løbende udvikling
- Løbende supervision med din kontaktperson i UngTilUng, hvor der altid er mulighed for sparring, støtte og feedback
Vi glæder os til at høre fra dig 🙂
Vil du være frivillig gruppeleder for et digitalt fantasy-fællesskab for unge?
Som frivillig gruppeleder for et digitalt fantasy-fællesskab faciliterer du ugentlige mødeaftener for en håndfuld af fantasy-interesserede unge, der savner nogle at dele interessen med.
I samarbejde med din med-gruppeleder (med samme ansvar som dig) faciliterer I et trygt og digitalt rum, hvor unge kan møde ligesindede, diskutere deres fælles interesse og skabe relationer. Samtidig styrker du din faglige profil, udvikler dine lederkompetencer, bliver en del af et frivillig-fællesskab med andre gruppeledere og får indflydelse på projektet i en NGO, der brænder for at styrke unges trivsel.
OBS: Al det frivillige arbejde foregår digitalt, så du klarer alle dine opgaver hjemmefra.
Fællesskabet består af en fast gruppe af 6-8 unge, som mødes online sammen med dig og din med-gruppeleder hver uge á 1,5 times varighed. Mødeaftenerne er en hverdagsaften (vi finder en sammen) og forløbet strækker sig over 10 mødegange.
Vi ser det sådan, at vi i UngTilUng faciliterer kontakten mellem de unge og de frivillige gruppeledere, og samtidig har vi styr på alt det praktiske – men at der i fantasy-fællesskabet er høj autonomi, og medlemmerne sammen tager beslutninger om retningerne. Vi har ikke udvalgt én bog, der skal snakkes om, men i stedet udformet en inspirationsliste med temaer til fantasy-emner og en guide til, hvordan I udvælger samtaleemnerne. Det er emner som bedste fantasy-bog til det store lærred, sejeste bi-karakter, vildeste plot-twist, dream casting, mest dystre skurk og meget mere! Kun fantasien sætter grænser, og aftenerne kan også byde på sjove indslag som tour-de-bogreol, quizzer og afstemninger om den aller-aller-bedste fantasybog nogensinde.
Som frivillig gruppeleder for digitale fantasy-aftener vil dine opgaver være:
- At være facilitator sammen med din med-gruppeleder, hvor I sørger for at skabe et trygt og digitalt rum, hvor de unge sammen kan nørde deres interesser
- Holde styr på mødeaftenerne, overholdelse af tidspunkter, skrive påmindelser ud i gruppen og generelt have styr på det praktiske omkring fællesskabet
- Det vigtigste er, at du har mod på at mødes med en fast gruppe af unge hver uge over 10 mødegange, snakke om fantasy-bøger og fantasy-verdenen generelt, har lyst til at udtænke sjove ideer eller temaer til bogklubben, small-talke og bare er dig selv
- At være dig selv, motivere og inspirere de unge ved at lytte, anerkende og inddrage de unge
- Lægge op til selvbestemmelse og inddrage gruppen i beslutninger – fx om I skal læse en fælles bog og hvilke temaer I skal snakke om fra gang til gang
- At skabe et trygt, hyggeligt og rart rum at være, hvor der er plads til alle. Det vil bl.a. sige at spørge ind til de unge og starte forskellige samtaler i samarbejde med din med-gruppeleder – med grundlag i vores uddannelse, din erfaring, din personlighed og din viden om andre mennesker fra evt. studie eller tidligere frivilligjobs
Det er dig, vi står og mangler hvis:
- Du er mellem 22 og 35 år (er du på grænsen af aldersspektret, så søg gerne alligevel)
- Du interesserer dig for fantasy-bøger og fantasy-verdenen generelt og har lyst til at være tovholder for et fællesskab med disse temaer
- Du har erfaring med eller interesse for at arbejde med forskellige typer af mennesker og synes, at det er spændende at lære nye at kende
- Du har det godt med at tage ansvar og bevarer naturligt et overblik
- Du har interesse for digitale fællesskaber og at arbejde med (eventuelle sårbare) unge, der søger et fællesskab og andre unge med samme interesse
- Du har mod på at være tilsluttet med kamera og mikrofon, når I mødes digitalt
- Du synes, at det er spændende at have medindflydelse på opstartet af et helt nyt tilbud
Hvad kan vi tilbyde dig?
- En mulighed for at gøre en enorm forskel for unge, der søger et fællesskab og ligesindede unge
- En online digital uddannelse, der klæder dig på til opgaven og styrker dine kompetencer
- Et fleksibelt frivilligjob på 6-10 timer om måneden, hvor du kan gøre det hele digitalt hjemmefra
- Et hyggeligt frivilligjob, hvor du selv bliver en del af et fællesskab og kan nørde din egen interesse 😊
- En med-gruppeleder, som du er sammen med om opgaven
- Et fællesskab med alle vores frivillige gruppeledere, hvor vi mødes digitalt indimellem og snakker rollen igennem
- Erfaring med at arbejde med mennesker, at skabe et fællesskab, at skabe et samtalerum, at være tovholder for et fællesskab og give unge muligheden for at møde nye mennesker
- Løbende supervision med din kontaktperson i UngTilUng, hvor der altid er mulighed for sparring, støtte og feedback
Du ansøger ved at udfylde ansøgningsskemaet i menuen herunder, hvor du vælger ”Fantasy-gruppeleder”. Vi glæder os til at høre fra dig 😊

Vil du være med?
På landsplan har vi mere end 100 frivillige, som støtter unge i deres udfordringer og er med til at øge deres trivsel. Har du lyst til at hjælpe unge, udvikle dine egne kompetencer og blive en del af et fedt frivilligt fællesskab? Så udfyld ansøgningsskemaet!