At få delt et personligt billede

Ufrivillig deling af personligt billede

At få delt et personligt billede uden samtykke, kan være traumatiserende. Specielt, hvis man ikke får den rette støtte og hjælp til at komme videre. Men lige meget, hvor sort det kan se ud, så er der lys for enden af tunnelen. Da jeg var ganske ung, havde jeg en oplevelse, der ville påvirke mit liv i flere år efter. I dag er jeg kommet ud på den anden side, og jeg er gladere og stærkere end nogensinde før.
Du er ikke alene. Her er min historie.

Forsamlingshusfesten

Jeg var 14 år gammel, det var sommer og jeg skulle til en fødselsdagsfest hos en af de populære piger.  Dagen gik med at spekulere over, hvilket tøj jeg skulle tage på. Crop tops var netop kommet på mode, og jeg havde købt en hvid t-shirt i H&M, som jeg selv havde klippet til. Håret blev sat, makeuppen blev lagt og jeg syntes pludselig, at jeg så meget ældre ud.
Inden jeg nåede ud af døren, dukkede min mor op i gangen og sagde “husk nu, hvad du har lovet. Ingen alkohol, og du skal være hjemme kl 23”. “Ja mor” svarede jeg og smækkede døren i.

Jeg fulgtes med en veninde til festen, der blev holdt i et forsamlingshus i udkanten af byen. Stemningen var god, og jeg havde sommerfugle i maven.  Da vi ankom, var der musik, og de fleste stod i små klynger og snakkede. Jeg hilste på den pige, der holdte fødselsdagsfesten og takkede for, at jeg måtte komme. Hun smilede og spurgte, om vi havde alkohol med.
I en bærepose fra Rema 1000 havde vi en flaske shots og et par Somersby. Jeg havde lovet min mor, at jeg ikke ville drikke, men jeg ville gerne passe ind blandt det lidt ældre publikum, og jeg havde samtidigt en lille lyst til at gøre oprør. Vi åbnede en flaske og begyndte så småt at sippe af den, imens vi hilste på de andre. 

Ham den søde fra årgangen over

Timerne gik, flaskerne blev tomme, og jeg følte mig pludselig fri og snakkesalig. Solen var ved at gå ned, og fuglene kvidrede deres godnat, som de gør på en sommeraften. Jeg og 4-5 andre piger samledes om et bord og tog 2-3 shots hver. Vi fniste og sendte flirtende blikke tværs igennem lokalet til en flok af de ældre drenge, der var samlet i indgangen til lokalet. Mit hoved snurrede rundt. Hvad var klokken blevet? Hvor var min jakke overhovedet? Jeg gik ud efter noget luft, og det var her, jeg mærkede en hånd på min arm. Det var en dreng fra årgangen over mig, der ville hilse. Vi kendte ikke hinanden så godt, men vi var begyndt at hænge lidt ud, når vi var til fester. Jeg mindes, at jeg syntes, at han var en smule sød.
Jeg tror også, at han var beruset, men jeg ved det faktisk ikke.
Vi talte lidt og bevægede os langsomt hen i et lokale, hvor vi var alene. Vi kyssede vist nok. Holdte måske hænder.
Jeg var i de seneste år så småt begyndt at interessere mig for det andet køn. I månederne inden havde jeg haft en sød kæreste, som jeg havde eksperimenteret med, men ellers var jeg stadig meget grøn på området. Det mente jeg dog ikke selv, at jeg var, dengang.

En blitz, der ændrede alt

Det næste der sker, husker jeg ikke meget af. Det jeg husker, forstår jeg alligevel ikke.
Hvordan kom vi dertil? Hvilke ord, var der blevet udvekslet? Hvordan kunne jeg have gået med til dette frivilligt?
Det jeg senere har lært, er, at dette ikke er så vigtigt i mit tilfælde. Jeg valgte frivilligt at indgå i en seksuel aktivitet. Det er der intet galt i, og intet at skamme sig over. Uanset, hvad folk prøvede at bilde mig ind. Det var, hvad der skete herefter, der var forkert.
Det jeg dog husker tydeligt, var en blitz. En blitz, der borede sig ind i mine øjne og blændede mig et kort sekund. Jeg forstod ikke helt, hvad der foregik, men pludselig gik det op for mig. Der var blevet taget et billede. Et billede af mig i en privat og intim situation, hvor jeg udførte en seksuel handling. Jeg rejste mig op prompte og stavrede hen mod lyset. “Hvad sker der?” spurgte jeg. Jeg hørte en stemme grine kækt “bliv ved”. Jeg var komplet forvirret og kiggede mig rundt. Der var den fyr, jeg var gået ind i lokalet med…. Men i døråbningen stod der også en anden fyr, en fyr, jeg blot kendte ved navn, men aldrig havde talt med. En af hans gode venner.

Udstillet og ydmyget

Det var nu ved at gå op for mig, hvad der var sket. “Stop det!” Råbte jeg, og banede mig vej mod udgangen af lokalet. Fyren træskede væk, og jeg fulgte i hælene på ham. “Slet det billede” sagde jeg hårdt, gentagende  gange, og prøvede at lyde som om, at jeg havde styr på situationen. Han kiggede knap på mig, da han køligt sagde; “Desværre. Jeg har allerede sendt det til de andre”. Gråden pressede sig på. Andre havde nu samlet sig i en cirkel rundt om os, for at finde ud af, hvad der skyldtes alt den drama. Nogle af fyrene begyndte at se ned i deres telefoner og grine.
Jeg løb ind efter min jakke. Jeg skulle bare HJEM og det kunne ikke gå stærkt nok. På vejen ud råbte flere af drengene efter mig. En af fyrene stoppede mig og spurgte mig med hån i stemmen; “kan jeg ikke få samme tur?”.
Jeg løb så hurtigt, jeg kunne, i retningen af busstopstedet. På ingen måder forstod jeg endnu, hvor meget denne episode ville komme til at fylde i mit liv, det næste stykke tid. Men følelsen af ydmygelse og fortvivlelse fik tårerne til at trille ned af mine kinder.

Dagen derpå

…. jeg vågnede næste morgen med en frygtelig hovedpine. Jeg kiggede rundt i mit værelse, og skulle lige forstå, hvor jeg var. Min hals var tør, og jeg huskede ikke meget fra aftenen før. Jeg havde blot en lille stemme i mit hoved og en knude i min mave, der fortalte mig, at noget ubehageligt var sket. 

Jeg satte mig op i sengen. Tankerne kørte rundt, og langsomt samlede brøkdele af aftenens hændelser sig i mit hoved. Jeg fik kvalme, men prøvede at ryste det af mig. Det var nok ikke så slemt. 

Hele min familie var allerede oppe, da vi skulle til min bedstefars fødselsdag. Jeg rejste mig og gik ind på min søsters værelse. Hun spurgte til, hvordan festen havde været, og jeg svarede henkastet, at det havde været en sjov aften. Hun kiggede på mig undersøgende. Hun kunne se, der var noget jeg holdte tilbage. “Nå ja, ej så skete det lige, at ….” Og jeg forsøgte at fortælle historien som om, det var et underholdende indslag. Jeg har siden tænkt på, hvorfor jeg ikke bare var ærlig over for min søster den morgen, og fortalte hende, at jeg faktisk var rigtig ked af det. Jeg tror, det var for at holde det på afstand, og for at undgå at indse alvoren. Hvis min søster tog let på det, så kunne jeg også.
Hun svarede “Ej Emma….” Og kiggede på mig med skuffede øjne. Jeg trak på skulderen og kiggede ned i gulvet. 

Situationen var ude af kontrol

Resten af dagen forsøgte jeg at hygge mig med min familie. De negative tanker og følelser blev hele tiden skubbet om bagerst i hovedet, hvor jeg ikke behøvede at tage stilling til dem.
Vi var på vej hjem i bilen, da en SMS tikkede ind på min telefon. Det var en veninde, der arbejdede i den lokale biograf. Hun skrev, at der i løbet af hendes vagt var kommet flere fyre hen, der havde spurgt hende om billedet af mig. Til sidst i beskeden stod der “… de sagde, at de stod i kø for at få tilsendt det”.

SMS’en føltes som en kæmpe mavepuster, og alle de tanker og følelser jeg havde skubbet væk hele dagen, kom pludselig væltende ind over mig. Mit hoved snurrede rundt, og jeg fik kvalme. Jeg vidste, at jeg måtte gøre noget, og at jeg ikke kunne klare det her selv. Jeg stirrede ud af vinduet og forsøgte at undgå at kaste op.

Da vi kom hjem, valgte jeg at fortælle det til mine forældre. Det var noget af det sværeste, jeg har prøvet. Som 14-årig skulle jeg stå ret foran mine forældre og blotte mine dybeste hemmeligheder, og blot håbe, at de ville gribe mig. Sådan gik det desværre ikke. Sandheden er, at mine forældre også blot er mennesker, og de havde ikke de rette værktøjer til at håndtere situationen dengang.

Frustrerede forældre

Der var meget råben og gråd, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke traumatiserede mig en smule, at mine forældre reagerede så kraftigt. Men jeg fortryder ikke, at jeg fortalte dem det, for med tiden blev det også lettere for dem, og min mor har sidenhen været en kæmpe støtte og hjulpet mig med at få den hjælp, jeg havde brug for. Jeg er overbevist om, at jeg tog det rette valg, da jeg valgte at fortælle det til en voksen.
Hvis du står i samme situation, kan det måske virke uoverskueligt og angstprovokerende at skulle gøre det samme. Måske går det som for mig, at de bliver vrede eller er uforstående i starten. Men det er jo først og fremmest fordi, at de bliver kede af det og vil dig det bedste. De skal nok lære at forstå, og støtten vil komme. Men det kan også sagtens være, at dine forældre møder dig med støtte og kærlighed helt fra starten.
Uanset hvad, så vil det i fremtiden betyde meget, at dem, som er tættest på dig, ved hvad det er, du har gennemgået. 

Hele verden imod mig

… tiden efter var hård. Meget hård. Jeg gik i skole hver dag, for hjemme hos os pjækkede man aldrig. Jeg blev råbt efter og hvisket om og grint af. Jeg havde mine veninder, men de forstod ikke helt, hvad det var jeg gennemgik. Mine søskende var vrede på mig, min mor var vred, min far var vred. Det føltes som om, at jeg ikke kunne gå udenfor en dør, før jeg blev konfronteret med billedet af mig fra festen. 

En aften sad jeg på Facebook, og pludselig poppede en besked op fra den dreng, jeg havde været intim med den aften. Det var billedet. Jeg fatter ikke, hvorfor han syntes, at jeg skulle have det billede tilsendt. Det var så umenneskeligt.

Jeg forsøgte at skrive til den dreng, der havde taget billedet og få en forklaring på, hvorfor han ikke havde slettet billedet, når jeg tydeligt havde bedt ham om det. Han skrev bare, at det var min egen skyld.

Offentlig deling

Der gik nogle dage, og så lagde de det på Instagram. Det var oppe i 24 timer, nok til at alle i hele byen havde set og screenshottet det. Og der var intet jeg kunne gøre.
Så sad jeg der: 14 år gammel, helt alene med mine problemer og fyldt med følelsen af skyld og skam. 

Månederne gik, og der var ikke en eneste dag, hvor jeg ikke skulle forsvare mig selv. Jeg følte, at det var ét skridt frem og to tilbage. 

Professionel hjælp

Det var først, da jeg fik kontakt til en psykolog igennem familiehuset, at jeg så småt begyndte at hele. Det var rart at tale med en voksen om det, som ikke havde part i det. Hun var sød og forstående, og jeg talte med hende om episoden, og om hvordan det havde påvirket mig. Det gav mig mere styrke, og jeg blev bekræftet i, at det ikke var min skyld. Dette blev ikke mit sidste psykologforløb. Det var en lang proces. Jeg startede til psykolog igen, da jeg startede i gymnasiet. Jeg havde udviklet et stort behov for at have kontrol, og dette kom til udtryk igennem en spiseforstyrrelse og selvskade. Også med denne psykolog talte jeg om episoden med billedet, og vi lavede øvelser med min underbevidsthed.

Psykologforløbene er uden tvivl en af grundene til, at jeg i dag er kommet godt videre og har bearbejdet den periode i mit liv. Jeg kan virkelig anbefale det, selvom det måske er grænseoverskridende i starten! Det er vigtigt at tale med en voksen om det, og så er en psykolog ofte lidt lettere at tale med end ens egne forældre, som kan have følelser i klemme.