Når man er psykisk sårbar, bliver man oftest tilbudt et behandlingsforløb, så man kan lære at håndtere sine vanskeligheder. Det kan ofte være, at man starter ved en terapeut, socialrådgiver, ergoterapeut, sygeplejerske, læge, psykolog, eller hvem, der nu ellers kan hjælpe en. Og når man gør det, kan det ikke undgås, at man snakker meget om en ting: Sig selv!

Hvordan går det med dig?

”Hvordan går det med dig? Hvad fejler du? Skal du have medicin? Hvordan var din barndom? Er du glad for dit studie?” Der er tusinder af sådanne spørgsmål, der hjælper behandleren med at skabe et helhedsbillede af dig som person. Hvem du er, og hvad er dine svagheder og styrker. Alt sammen, så man kan arbejde med dem. Samtidig kommer du måske også til at reflektere over dig selv. Hvad er mine muligheder, interesser, likes, dislikes. Man arbejder med andre ord, med sig selv. Og gennem det arbejde udvikler man sig som menneske. Man lærer noget om sig selv, som man kan arbejde videre med. Men er det sådan, at man i denne proces, mister sin virkelighedssans? Glemmer man folk omkring en? Bliver man faktisk for selvoptaget, fordi man har så meget fokus på sig selv?

For selvoptaget?

Nogen vil måske sige, at man er selvoptaget, når man bruger så lang tid på at snakke om sig selv, som man gør, når man snakker med en behandler. Det kan måske også godt være, at det er en term, der kan bruges, men der vil jeg vende den, og sige, at det ikke nødvendigvis er en dårlig ting at være selvoptaget! Selvfølgelig skal man ikke snakke om sig selv hele tiden. Der er ingen mennesker, der gider være sammen med et andet menneske, der kun kan tale om sig selv. Men det er heller ikke den oplevelse, jeg har af de fleste med psykisk sårbarhed. For når man er uden for behandlerens fire trygge vægge, handler verden om alt andet end den psykiske sårbare selv!

Du er for uselvisk

F.eks. snakkede jeg for noget tid siden, med en overlæge ude på psykiatrisk modtagelse. Vi snakkede om, det at være til besvær. Aftenen før havde jeg haft det dårligt, og jeg havde derfor fået lov til at overnatte der. Da der så var visitation dagen efter, snakkede jeg som sagt med overlægen her. Personen var så sød at tilbyde mig at sove der endnu en nat, så jeg kunne komme helt ovenpå. Selvom det virkelig var pænt af personen, så havde jeg ikke lyst til at overnatte der igen. Jeg havde det nogenlunde okay. Derfor sad jeg med en følelse af, at jeg tog pladsen fra en anden, der havde mere brug for den, hvis jeg blev. Jeg fortalte overlægen dette, og personen svarede med noget, jeg efterhånden har hørt utallige gange: jeg skulle lære at tænke på mig selv også. Ikke altid alle andre! Det havde personen vel meget ret i, men jeg kunne bare ikke. Jeg måtte ikke! Hverken for mine følelser eller mine stemmer. Overlægen tog en dyb indånding, blev meget alvorlig, og svarede noget, der virkelige rørte mig. Personen svarede, at næsten samtlige patienter, der var indlagt, havde det på samme måde som mig! De ville så nødig være til besvær. De tænkte også altid på andre før dem.

Det er altså et velkendt problem i psykiatrien: at mange psykisk sårbare ofte er meget uselviske. Og når man nu bruger så meget af sin hverdag på at være uselvisk, så ser jeg egentlig ikke noget problem i, at man bruger et par timer om ugen på at være ”selvoptaget”. Faktisk ser jeg det som en styrke, hvis folk med psykisk sårbarhed, der ellers er meget uselviske, kan bruge lidt tid på dem selv. Jeg har en opfattelse af, at det er meget svært for dem at gøre, og derfor synes jeg bestemt ikke, at de skal slås oven i hovedet med et ellers meget negativladet ord, fordi de faktisk bruger lidt tiltrængt tid på dem selv! Det er efter min optik bare vildt sejt, hvis man kan.”Embrace yourself!” Alle mennesker er noget værd, og alle må være her.

Embrace yourself!

Så mit råd til dig er, at man skal tænke på selvoptaget som et begreb, som andre mennesker har brug for at have, så de kan pege hinanden ud i samfundet. Glem det ord. Som psykisk sårbar har man også ret til at arbejde med sig selv. Og selve det at turde snakke om sig selv, kan ofte være en del af arbejdet for den psykisk sårbare. Så blive endelig ved med at snakke om jer selv! (Selvfølgelig alt med måde)