I takt med at kernefamilien er på retur, blomstrer nye familietyper frem. Ofte dækkes denne tendens med artikler af dommedagslignende karakter i stil med ”Kernefamilien i fare!”. Denne retorik er med til at fastholde fordomme om eksempelvis regnbuefamilier og selvvalgte singlemødre, men hvem siger kernefamilien er lig med lykke?

Skilsmisseprocenten befinder sig omkring de 51 %, men uanset ”normaliteten” hersker der ingen tvivl om, at det er benhårdt at splitte familien op. Kernefamilien er og bliver idealet, men det er vigtigt – på en simpel og positiv måde – at forklare børn, at man sagtens kan leve et dejligt familieliv på forskellige måder.

I følge Danmarks Statistik findes der i dag hele 37 forskellige familietyper. Kernefamilien med mor, far og børn er stadig den mest udbredte, men på listen findes også mere avancerede konstellationer som eksempelvis ”Par med børn, mors og fars særbørn samt mors og fars samværsbørn”. Her har vi altså at gøre med et par der 1) har fælles børn 2) har hjemmeboende børn, som henholdsvis mor og far er biologisk forælder til, og 3) har børn, som henholdsvis mor og far er biologisk forælder til, men som kun kommer i hjemmet indimellem.

Hvad er naturligt?

Vores frugtbarhed daler med alderen, men også unge par kan bøvle med undfangelsen af ønskebarnet. Mulighederne for at få hjælp er blevet bedre og mere almindelige, og i dag kommer knap hvert tiende barn til verden efter brug af såkaldt assisteret reproduktion. Kunstig befrugtning som behandling af barnløshed har udviklet sig siden 1950’erne, men metodens etiske dimension er fortsat genstand for massiv politisk interesse og offentlig debat.

Når det gælder homoseksuelles ret til at starte familie, bruger modstandere typisk argumentet, at det er unaturligt. Naturlighed er imidlertid et vagt begreb, der falder til jorden i en etisk debat anno 2017. Se dig omkring: er strålebehandling, ultralydsscanninger og røntgenfotografi naturligt? Er det naturligt, at vi flyver rundt som fugle oppe over skyerne, dykker ned på bunden af verdenshavene og sender mennesker til Månen? Hvis det naturlige er lig med det uspolerede, har vi da vist været unaturlige i århundreder.

Tidligere anså man det for naturstridigt, hvis mennesker af forskellig race elskede hinanden, og i Sydafrika var det direkte forbudt helt frem til apartheid sluttede i 1993. Nu er der heldigvis en relativt bred konsensus om, at en sort mand med en hvid kone er a-okay, ligesom de færreste vil rynke på næsen ved synet af et barn med vietnamesisk mor og dansk far.

Flydende kønsroller

Et andet argument der bruges mod homoseksuel familieforøgelse og mod selvvalgte singleforældre lyder, at et barn har brug for både en far OG en mor, da det er nødvendigt med både kvindelige og mandlige rollemodeller. Igen har vi at gøre med en lidt outdated begrundelse, da man må erkende, at vi i stigende grad lever i en tid med flydende kønsroller. Kendetegnene for en ”rigtig mand” og en ”rigtig kvinde” står ikke længere knivskarpt tegnet op. I dagens Danmark kan kvinder godt rode med biler, gå til fodbold og bygge træhytter til ungerne uden at give afkald på deres femininitet. På samme vis kan mænd sagtens gå op i mode, se ”Den store bagedyst” og spankulere rundt med bæreseler på barselsorlov med en intakt maskulinitet. Hvis vi skal snakke klassiske pige- og drengeinteresser, er der således ikke noget galt for, at en lille dreng kan spille PlayStation med sine lesbiske mødre, mens en pige kan lege prinsesse med sine fædre. Desuden lever vi jo ikke på isolerede øer, så rollemodeller af det modsatte køn skal nok kunne findes i pædagoger, fodboldtrænere, onkler osv. osv. osv.

Der er ikke nødvendigvis én familietype der er bedre end en anden, så længe poderne trives.

Kernefamilie eller ej – love is love!

Kilder:

”Ønskebarn”, Det Etiske Råd

”Her er familien Danmark”, Danmarks Statistik