Find dine grænser: Guide til at mærke efter og passe på dig selv 🦋
Mange af os kender garanteret til at have stået i en situation, hvor vi føler, at vores grænser er blevet overskredet. Måske har vi undertrykt vores egne behov for at gøre andre glade eller undgå konflikter. Og det kan være en virkelig ubehagelig følelse at stå med 🤔 Derfor sætter vi i UngTilUng i løbet af hele november måned fokus på Grænser, hvordan du kan lære at mærke efter, sige fra og passe på dig selv – og derigennem faktisk højne dit selvværd. Følg med her på vores hjemmeside, Instagram og TikTok, hvor vi giver tips til grænsesætning og deler ud af vores seje frivilliges oplevelser med at sætte grænser 🦋
I denne artikel vil du få en kort introduktion til grænsesætning, hvor vi i løbet af måneden vil gå endnu mere i dybden samt dele ud af personlige erfaringer fra vores frivillige – de er nogle, du kan spejle dig i <3
Hvorfor er det så svært at sætte grænser?
Der kan være rigtig mange – og naturlige – grunde til, at det kan være svært at sætte en grænse. Måske frygter du, hvordan andre vil reagere – med skuffelse, vrede eller tristhed? Måske er du vant til at være en “pleaser” og har lært at undertrykke dine egne behov for at skabe harmoni. Måske har du aldrig rigtig tænkt over, hvor dine grænser går. Eller måske har det været svært for dig at sætte ord på dem i øjeblikket, og så er det først bagefter, at du mærker, at noget egentlig har overskredet dine grænser. Uanset årsagen er det vigtigt, at du ved, at det at sætte grænser er helt legitimt, nødvendigt og en essentiel del af din mentale sundhed.
Det kan nemlig have nogle konsekvenser for dit selvværd, hvis du hele tiden oplever, at du skal tilsidesætte dine egne behov. Ubevidst kan du nemlig fortælle sig selv, at du ikke er god nok eller vigtig nok til at have behov, der fortjener at blive lyttet til. Og det kan faktisk føre til oplevelser af frustration, lavt selvværd og en følelse af at miste sig selv 💭
Derfor er det kun godt at sætte grænser – faktisk har vi samlet 5 fordele ved at begynde at sætte dem, som du kan læse i artiklen “5 fordele ved grænsesætning!” her.
Hvordan mærker man egentlig sine grænser?
Det er helt normalt, at man ikke ved præcis, hvor ens grænser går. Men man kan faktisk godt lære at mærke dem 🦋
En god tommelfingerregel er at lytte til din krops signaler. Føler du en knude i maven, uro i kroppen, kvalme, hjertebanken eller en følelse af generel ubehag, når du står i en bestemt situation? Det kan være et pejlemærke for, at en grænse er overskredet. Så kan du spørge dig selv, hvad det er ved situationen, der føles forkert.
Det kan også hjælpe at reflektere over tidligere situationer: Hvornår har du følt dig utilpas, negligeret eller trådt på? Er der bestemte mennesker eller kontekster, du har tendens til at sige ja til, selvom du egentlig mener nej? At få øje på, om der er et mønster, kan hjælpe dig med at identificere dine grænser 🍀
Konkrete sætninger til at sætte grænser
Det kan være en god idé at have nogle sætninger klar, til når du skal sætte grænser. Man ved det selvfølgelig ikke altid i situationen, og nogle gange kan man ikke forberede sig på en grænsesættende situation, men at have sat sig ind i nogle hjælpe-sætninger, kan gøre det nemmere for dig at sætte grænser:
- “Jeg har brug for tid til at tænke over det, kan vi vende tilbage til det senere?”
- “Jeg har det ikke så godt med det, du lige sagde/gjorde. Kan vi tale om det?”
- “Det er vigtigt for mig, at vi respekterer hinandens grænser”
- “Jeg har svært ved at tage det hele på mig. Kan vi finde en anden løsning”
- “Nej tak”
- “Jeg vil gerne hjælpe, men jeg har brug for at passe på mig selv først”
- “Jeg forstår, hvad du siger, men jeg har brug for x og x”
- “Jeg har ikke lyst til at tale om det lige nu. Kan vi tage det op en anden gang?”
- “Jeg har ikke lyst”
Det kan tage tid at blive god til at sætte grænser, men det er noget, der er værd at øve sig på. Når du respekterer dine egne grænser, respekterer du også dig selv, og du viser andre, hvordan du gerne vil behandles. Husk at grænsesætning er en proces, og at det er helt okay at blive ved at prøve og øve sig. Hver gang du sætter en grænse – uanset hvor lille den er – tager du et skridt tættere på et stærkere selvværd og stærkere relationer 🌟🙏
Vi glæder os til sammen at sætte os endnu mere ind i emnet i løbet af måneden! Husk at følge med. Husk også, at vores chatrådgivning er åben hver dag mellem 16 og 20. Vores søde frivillige er klar til at chatte med dig om det, der fylder 🦋