Selvmedicinering og misbrug

Selvmedicinering findes ofte som et misbrug ved mennesker med psykiske lidelser, hvor (selv)medicineringen enten kan synes at helbrede sygdommen, eller modvirke bivirkninger fra den receptpligtige medicin. Selvmedicinering i denne forstand kommer som regel til udtryk gennem et hash, alkohol eller stofmisbrug. Da disse misbrug dulmer følelserne, kan det ses som en ”selvmedicinering”, da den udsatte kan finde en trøst og hjælp i misbruget. Det er naturligvis en uhensigtsmæssig måde at forsøge at blive rask på, da et alkoholmisbrug kan medføre angst og depression, hash kan give udslag i skizofreni og amfetamin kan give depression og psykotiske symptomer. Men med selvmedicineringen som et begreb, opstår diskussionen om ”hønen og ægget” da også inde for ”misbrugs- kontra psykisksyg-debatten” da forskere stadig forsøger at kortlægge, hvorvidt misbruget eller de psykiske symptomer kommer først. (Kilde 1 og 2)

 

Selvmedicinering og selvskade

En anden form for selvmedicinering ses ved selvskadende adfærd. Dette forekommer, da cutting eller anden selvskadende adfærd kan defineres som en måde at mærke sig selv på, da man kæmper med en indre tomhedsfølelse. På den måde kan en sådan adfærd afføde en følelse af lettelse og tilfredshed, hvorfor handlingen kan ses som en måde at give sig selv omsorg, på trods af den selvdestruktive drift i handlingen, der blokerer en egentligt omsorg. (Kilde)

 

Selvmedicinering og rygning

Tobaksrygning indeholder biomedicinske mekanismer, da nikotinen er et signalstof som påvirker hjernen og det perifere nervesystem. Nikotinen sætter sig ved de samme receptorer, som bl.a. også har indflydelse på depressions- og angstsygdomme. Da nikotinen efterlader rygeren med en følelse af afslappethed og meningsfylde og samtidig øger koncentrationen, kan rygning benyttes som ”selvmedicinering”. Men ved langvarig rygning, nedsættes nikotinreceptorerne i hjernen, hvorfor rygning ofte øges med tiden, for at opretholde den selvmedicinerende effekt. (Kilde)

 

Når selvmedicineringen ikke synes ”farlig”

Der findes mange debatforums på internettet hvor naturlægemidler i håndkøbsmedicin diskuteres vidt og bredt. I 2014 var der en stigning på 16 % af salget på perikon, der er et naturlægemiddel, som kan købes i håndkøb. Perikon bliver populært kaldt ”Naturens lykkepille”, hvorfor depressionsramte eller selv-diagnosticerede depressionsramte anvender denne medicin, da det forekommer som en slags vitaminpille og ikke ”rigtig medicin”, da det fås i håndkøb. Det er dog farligt at anvende selv naturlægemidler, uden en læges anvisning. F.eks. kan perikon påvirke virkningen af p-piller, epilepsimedicin, blodfortyndende og HIV-medicin. Der ses ligeledes selvmod og selvmordsforsøg, der kan spores tilbage til brug af perikon.

Det er dog ikke kun salget af perikon der er stigende, også salget af smertestillende medicin er stadigt stigende, hvor flere og flere oplever bivirkninger efter overforbrug. De forskellige smertestillende kan bl.a. skade leveren, give mavesår eller kronisk hovedpine. (Kilde 1, 2, 3, 4)

 

Kan selvmedicinering være godt?

Selvmedicinering er altså et bredt begreb, man kan sige at det er en adfærd der fremmer egenomsorg. Men med dette syn, kan motion også ses som en selvmedicinerende effekt. Så hvor går grænsen? Hvornår er selvmedicinering sundt og forsvarligt, og hvornår bliver det selvskadende?