De fleste af os har et menneske vi ser op til, en rollemodel som vi kan spejle os i, og som har de kerneværdier vi gerne ser i os selv. Jeg ser det også som en redningskrans; Det er et menneske, der viser dig den gode vej, og som holder dig oppe, når du føler, du er ved at drukne. En hjælpende hånd, når du ikke kan selv.

Jeg tænker på mig selv som et selvstændigt menneske. Jeg får tingene gjort og tager sagen i egen hånd. I hvert fald når det kommer til de typiske dagligdagssager. For når det er sagt, så har jeg i min kamp med anoreksien haft en pålidelig og vedvarende livline i min diætist. Jeg har afsluttet mine lægelige, medicinske, og terapeutiske forløb, men har holdt fast i min ugentlige samtale med hende. Vi har opbygget et rigtig godt forhold, og jeg kan ærligt sige, der findes nok ikke noget menneske, jeg er mere åben og ærlig overfor end netop hende. Lad os kalde hende ”superhelten”, for det er hun i mine øjne.

Min superhelt skal være mor

Superhelten skal være mor! Det er den mest fantastiske nyhed, for i min verden er det lykkeligste, der kan ske, at man får lov at starte sin egen familie. Så glæden var stor, og uden tvivl, så idoliserer jeg hende, og det liv hun skal til at tage hul på.

Der kom en lille dæmper på glæden, da vi tog hul på emnet om, hvad der så skal ske i fremtiden. For det betyder jo selvfølgelig en barsel for hende, og en manglende livline for mig.

Hvad så nu?

Heldigvis har vi et par måneder at løbe på endnu, så vi har mange både tåre- og latterfyldte samtaler endnu. Men jeg står overfor at skulle smide redningskransen helt, at vælge at sige at jeg er der, hvor jeg ikke har behovet mere. Eller at starte forfra og oparbejde et nyt tæt ”partnerskab” med en ny diætist. For det er virkelig et partnerskab, jeg har blottet mig fuldstændig og gør det uge efter uge.

Det har samtidig hjulpet mig til at indse, at jeg burde trække meget mere på de mange andre livliner, jeg har til rådighed. Som for eksempel min mor.

Mor kan også noget

Jeg tog årtiets tudetur forleden dag. Jeg var så træt, forvirret og frustreret, for selvom jeg elsker julen, og har sat mig for at nyde den og al maden i fulde drag, så kan man ikke komme udenom, at denne her madfyldte tid altså trækker tænder ud på os, der bekæmper en spiseforstyrrelse. Det er benhårdt at tvinge sig selv til at sige ja til alle de kager, kakao og marcipanen. Normalvis er jeg ikke længere så afskrækket af de søde sager, men det er jo i en større mængde, vi bliver det påduttet i julen. For siger jeg nej, så ved jeg godt det ikke nødvendigvis er mit raske hoved, der gør det. Jeg var ked af det, fordi jeg syntes det var rigtig svært, og begyndte at se det som et nederlag. Så jeg gjorde noget, jeg normalt aldrig gør, når jeg får det sådan, jeg ringede til min mor. Og det kom bag på mig, at hendes ord hjalp mig så meget, som de gjorde. Hun mindede mig om, at det ikke betyder, jeg er på vej tilbage til anoreksiens afgrund, men at jeg er menneske, og at jeg har kæmpet en sej kamp, som bare ikke er slut endnu. Det er okay, jeg bliver frustreret, for jeg vinder stadig hver eneste dag.

Vi har livliner alle vegne

Mit lille budskab her er, at hvis bare vi åbner øjnene, så er hjælpen alle vegne omkring os, vi skal bare bede den velkommen.

Jeg ved, at uanset hvad jeg beslutter ift. at trække på en ny diætist, så skal jeg nok blive okay, for jeg er omgivet af mennesker, som holder af mig, og som bare vil mig det bedste. Mit job er at lade dem, og det skal jeg helt sikkert blive bedre til. Jeg har jo gode rollemodeller alle vegne, og vi kan alle lære noget af hinanden.

Så med det punktum, vil jeg sætte en episode af Pyrus på og frivilligt nyde en håndfuld af min farmors hjemmebagte vaniljekranse.