“Måske er du ikke skabt til det eller den du gerne vil være, men du vil altid være skabt til at være dig selv.”

En million spørgsmål
Hvem er jeg? Hvorfor er jeg som jeg er? Hvorfor er jeg ikke som alle de andre? Disse spørgsmål er ofte kørt gennem mit hoved. Jeg har kigget omkring mig og set unge mennesker med succes i deres liv og popularitet blandt andre unge og tænkt, hvorfor jeg ikke kunne være i deres sko og nyde livets goder på den gode side. I stedet blev jeg et offer for mobning, jeg blev nedgjort, jeg fik nedbrudt mit selvværd og min selvtillid, hvilket har efterladt ar, som jeg stadig prøver at bearbejde i dag.

Nyt perspektiv
Men vælger man at se på situationen fra et nyt perspektiv, ser jeg tingene sådan:
Jeg er blevet drillet, hånet, udstillet på nettet og nedbrudt som individ. Men dette behøver ikke være slutningen på min fortælling. Jeg har nu fået et ønske om at kæmpe. Et ønske om at vise de andre, at jeg er den sidste, der kommer til at le. (Den der ler sidst, ler bedst.) De skal ikke have lov til at vinde. De vandt førhen, hvor jeg ikke kunne finde fred og en indre ro til at acceptere, at det er okay at være den jeg er. Når en kamp som denne starter, kan man ikke bare ende den. Kampen slutter aldrig. Fortiden følger dig på alle veje gennem livet. Men du kan vende skuden og bruge din fortid til din fordel. Lær af fortiden. Bearbejd den. Accepter den. Læg den ikke i en skuffe og fortæl dig selv, at det aldrig skete. Dette vil kun starte en indre uro i dit sind, som ikke vil gøre noget godt. Jeg siger ikke, at det er nemt. Jeg føler selv, at de fleste situationer i mit eget liv er en udfordring – en kamp, men jeg har ikke givet op. Jeg ønsker at blive en person, som mine egne børn kan se op til. Som jeg kan fortælle om livets ondskab og uretfærdighed, men også om det smukke i at kunne arbejde sig videre og acceptere den man er.

Diagnose, medicinering og identitet
Når man først får en diagnose, eller får at vide, at man skal tage medicin for at kunne være til, kan det føles som et nederlag. Sådan havde jeg det, da jeg blev medicineret. Den “officielle diagnose” hed Social Angst. Det hele startede med en mental ubehag i store mængder, som førte til besøg hos en psykolog og så senere “diagnosen”. Grunden til, at jeg skriver det i gåsetegn er, at jeg ikke har en decideret psykisk lidelse. Jeg er stadig medicineret i dag og har efterhånden været det i flere år. Medicinen stabiliserer mit humør og jeg er nået til et punkt, hvor jeg må indrømme, at den gør underværker. Jeg har prøvet at komme ud af min medicinering, da jeg hader tanken om at skulle være afhængig af at tage piller, og at de får mig til at føle mig svag. Men de følger mig i dagligdagen og de kommer nok også til at følge mig i en del tid fremover. Jeg ved selv, hvor slemt situationen har været, når jeg ikke har taget min medicin og derfor er jeg også dybt taknemlig for, at denne form for midler findes i dag, så unge kan få hjælp og stabilisering i deres liv.

Jeg vil altid føle mig anderledes og vil også altid have en indre frygt for at skulle fortælle andre om min situation (venner, kæreste osv.). Jeg har gode og dårlige dage og kan aldrig selv rigtig styre det, men sådan er jeg bygget som individ. Ikke to mennesker er ens og dét er det smukke ved livet – vi kan lære af andres oplevelser og udfordringer.

Livet er ikke retfærdigt og tingene ville være meget bedre, hvis ingen skulle døje med mental ustabilitet i deres liv og derved i nogle situationer medicineres, for at være den de er. Der er ingen skam i at være på medicin og jeg mener, at dette er et tabu som skal brydes.