Mit første indlæg, og hvad kunne være mere relevant end at tage udgangspunkt i en hæslig, men givende oplevelse jeg havde forleden dag.

Det hele starter egentlig med, at jeg fortæller mine forældre, at jeg gerne vil finde mit eget sted snart, og at jeg vil prøve at bo alene uden en roomie. Lige pt. har jeg boet 3 år med den samme person i hendes lejlighed. Dette er jeg meget taknemmelig for! Men 3 år er lang tid, og der begynder at komme knaster på hverdagens ellers problematik frie timer.

Mine forældre bliver begejstret og dog bekymret… De støtter mig og vi taler lidt frem og tilbage i form af hvilke muligheder jeg har. Jeg fortæller, at det er i min interesse at forblive i København, da det er her jeg studerer, arbejder og har min omgangskreds. Min mor bliver her meget uforstående og anser mig som snæversynet. Diskussionen blusser op og jeg føler mig pludseligt angrebet.

Hertil kommer min forsvarsmekanisme: gråd. Det vil sige hulken, tåre, ukontrollerbar vejrtrækning og alt andet godt, der hører til når man græder.

Diskussionen falmer lidt igen og ender ud i en lang samtale med min mor, der prøver at forklare hendes syn på sagen i et lavere toneleje og med mindre hårde ord.

Da jeg kommer hjem igen, begynder jeg at reflektere over situationen. Det irriterer mig, at jeg ikke kan kontrollere når jeg græder, for der var intet i det min mor sagde, der var ondt. Hun mente det blot, som en hjælp og som et udtryk for hendes bekymring, fordi hun vil mig det bedste. Jeg har ofte stået i lignende situationer, enten på arbejdet eller på studiet sammen med veninderne, hvor jeg takler kritik eller diskussioner med gråd. Jeg tror jeg har lært, at hvis jeg begynder at græde så trækker folk sig ret ofte fra konflikten, fordi de kan se jeg bliver ked af det, hvilken er en nem og brugbar løsning for mig på det givende tidspunkt.

Der er mange forskellige former for forsvarsmekanismer, nogle håndterer pressede situationer ved at blive aggressive, nogen bliver stille, andre forlader stedet, nogen plapre løs, og andre begynder at græde som mig. Mulighederne er uendelige, men i sidste ende er det noget man har lært sig selv, og det er en måde, hvorpå man selv føler man kan takle problemerne bedst.

Personligt er jeg ikke selv tilfreds med min forsvarsmekanisme, især ikke i situationer som denne. Reflekter lidt over hvad din forsvarsmekanisme er, observer dig selv i pressede situationer og læg mærke til om der er et reaktionsmønster, der går igen. At kende sine egne forsvarsmekanismer er en styrke, og en måde hvorpå man kan forberede sig på uvante og pressede situationer. Jeg har nu lagt en strategi for, hvordan jeg skal håndtere det bedst. Simpelt egentlig, for mig handler det om at drage fokus væk fra mine sensitive følelser i situationer som dette, så jeg ikke ender ud i gråd. Jeg har derfor prøvet at øve mig i, at når gråden presser sig på og jeg kan føle det snører sig sammen i halsen, så begynder jeg simpelthen at synge en sang. Inden i mit eget hoved selvfølgelig. Det, at jeg lige pludselig skal have fokus på en melodi samt nogen lyriks, gør at jeg ikke længere kan koncentrere mig om de følelser jeg har, som gør mig ked af det og giver mig lysten til at græde. Der er en million måder at få mere selvkontrol på, og det er især godt at finde små tricks og strategier til, hvordan man kan håndterer forskellige situationer, især hvis man for eksempelvis ikke kan kontrollere, hvornår man græder eller ej.

Kig indad, observer dig selv, dine metoder og måder at håndtere problemer på, gør det til en styrke og ikke en svaghed!