Hvad er tabu?

Et tabu er noget, som i en bestemt familie, gruppe eller kultur opfattes som forkert, uacceptabelt eller svært at tale åbent om. Tabuer kan handle om følelser, sygdom, seksualitet, oplevelser eller problemer, som vi føler, at vi skal holde for os selv.

Men tabuer er ikke ens overalt. Det, der er svært at tale om i én familie, kan være helt almindeligt at tale om i en anden. Kultur og normer ændrer sig, og det samme kan tabuer. Så selvom du oplever, at noget i dit liv er tabubelagt, behøver det ikke blive ved med at være sådan.

Hvad betyder tabu?

Et tabu kan beskrives som et uskrevet forbud. Det behøver ikke være noget, der er ulovligt. Det kan også være et emne, en handling eller en oplevelse, som andre helst undgår eller reagerer negativt på.

I hverdagen bruger vi ofte ordet tabu om noget, vi ikke taler om. Måske ved alle i familien, at der er et alkoholproblem, men ingen nævner det. Måske føler du dig ensom, men synes, at det er pinligt at sige højt. Eller måske har du det psykisk svært og er bange for, hvad andre vil tænke.

Tavsheden betyder ikke, at problemet ikke findes. Den kan bare gøre det sværere at dele det med nogen.

Hvad betyder tabubelagt og tabuisere?

Når noget er tabubelagt, betyder det, at det er omgivet af forestillinger om, at man helst ikke skal tale om det eller vise det frem. Det kan være forbundet med skam, ubehag eller frygt for at blive dømt.

At tabuisere noget betyder at gøre det til et tabu eller behandle det som noget, man ikke bør tale åbent om. Det kan ske, når et emne konsekvent bliver afvist, fortiet eller mødt med negative kommentarer.

Hvis du bliver mødt med “det taler vi ikke om”, når du forsøger at fortælle om noget svært, kan det være med til at gøre emnet tabubelagt.

Eksempler på tabuer

Listen over, hvad der kan være tabuiseret, er lang og varieret. Det kan blandt andet være:

• Psykiske udfordringer og psykisk sygdom.
• Ensomhed og følelsen af at stå udenfor.
• Seksualitet, krop og seksuelle grænser.
• Alkohol- eller stofproblemer i familien.
• Vold og seksuelle overgreb.
• At have brug for hjælp.

Det er ikke alle, der oplever disse emner som tabuer. Men hvis du er omgivet af tavshed eller fordomme, kan det være svært at fortælle om dine egne oplevelser.

Læs også om tre eksempler på tabuer og hvorfor de kan være svære at tale om.

Hvorfor opstår tabuer?

Når vi lever sammen med andre, er der normer og forventninger til, hvordan vi skal opføre os. Nogle er tydelige, mens andre er uskrevne. Vi lærer dem gennem vores familie, venner og det samfund, vi er en del af.

Tabuer kan opstå, når et emne udfordrer de forventninger. Hvis der eksempelvis er en forestilling om, at man altid skal være stærk og klare sig selv, kan det blive svært at indrømme, at man har brug for hjælp.

Andre gange handler tavsheden om usikkerhed. Vi ved måske ikke, hvad vi skal sige, eller er bange for at gøre nogen kede af det. Derfor undgår vi emnet, selvom en samtale kunne være vigtig.

Tabuer kan altså hænge sammen med både kultur, vaner, fordomme og frygt for andres reaktioner.

Hvordan kan tabuer påvirke os?

Hvis ensomhed, seksualitet eller psykiske udfordringer bliver tabu, kan man forsøge at skjule det for andre. Måske bliver det også svært at anerkende over for sig selv, hvordan man egentlig har det.

Det kan føre til, at man føler sig alene med sine oplevelser eller venter med at søge støtte. Man kan begynde at tænke, at der er noget forkert ved en selv, fordi ingen andre taler om det samme.

Men at et emne er tabubelagt, betyder ikke, at der er noget forkert ved dig. Du kan have brug for at blive lyttet til, også selvom andre har svært ved at tale om det.

Hvordan kan vi bryde et tabu?

En måde at udfordre tabuer på er at skabe plads til samtaler uden at dømme hinanden. Det kan begynde med, at én person fortæller om en oplevelse, og en anden lytter.

Hvis du gerne vil tale om noget svært, kan du starte med en person, du føler dig tryg ved. Det kan være en ven, et familiemedlem, en lærer eller en rådgiver. Du behøver ikke fortælle det hele på én gang.

Du kan for eksempel sige:

• “Der er noget, jeg har svært ved at tale om. Vil du lytte?”
• “Jeg er bange for, hvad du vil tænke, men jeg har brug for at fortælle dig noget.”
• “Jeg har ikke brug for, at du løser det lige nu. Jeg har bare brug for, at du hører mig.”

Hvis du selv lytter, kan du hjælpe ved at tage det, personen fortæller, alvorligt og undgå at gøre det til noget pinligt eller forkert.

Du bestemmer selv, hvad du vil dele, og med hvem. At bryde et tabu behøver ikke betyde, at du fortæller din historie til alle. Det kan begynde med én tryg samtale.