Sorg kommer i mange former og har ligeså mange årsager. Men en væsentlig årsag til, at vi mennesker føler sorg, er døden, som vi alle på et tidspunkt vil have tæt på livet. Det inkluderer også venner, og når de mister, vil vi selvfølgelig gerne være der for dem på den bedste måde, vi kan. Men sorg er forskellig for alle, og der er ingen rule book, der kan fortælle, hvordan man er en god ven til dem, der har mistet. Men her kommer et par råd, du i hvert fald kan have i baghovedet, næste gang du er pårørende til en pårørende ❤

Tag opgaverne, vent ikke på at få dem

Sorg har forskellige faser, og hver især indebærer de noget forskelligt. En af de vigtigste faser er den første, hvor tabet er helt friskt og hvor den, der har mistet derfor står i en meget sårbar situation. Måske ved de ikke, hvordan de vil reagere, enten fordi de ikke har mistet før, eller fordi relationen til den døde er anderledes, og derfor kan det være svært for den sørgende at sætte ord på, hvad de føler, og hvad de har behov for. Verden er vendt op og ned og selv de mindste gøremål kan føles dybt uoverskuelige. Uanset hvordan det ser ud, er den første fase derfor et tidspunkt, hvor den sørgende har ekstra behov for stabilitet. Noget, der ikke ændrer sig. Fast støtte. Og det kunne jo passende være dig, deres ven, som yder i hver fald noget af den støtte, der er behov for.

Men dilemmaet kan opstå i, at alle sørger forskelligt, og man vil helst ikke trænge sig på eller stille de forkerte spørgsmål. Som den der skal være der som en hjælpende hånd, har man absolut ikke lyst til at komme til at træde forkert og bidrage til yderligere frustration; og netop derfor kommer man til at sige sætninger som ’ring endelig hvis du har brug for noget’. Det føles som en god løsning, fordi man tilbyder sin hjælp uden at tvinge noget ned over den sørgende. Problemet er bare, at den også placerer alt ansvaret for at få hjælp hos den, der føler sig allermest handlingslammet og har færrest ressourcer.

Ofte skal sørgende meget hurtigt få stablet en begravelse på benene, og det kan også være svært at overskue, når alle kroppens kræfter går med at processere ens eget tab. Derfor er det vigtigt, at pårørende, især tætte venner, træder i karakter og sørger for at tage nogle af disse opgaver selv. Du skal ikke vente på, at din ven ringer efter hjælp, for den kan være umådelig svær at bede om. Det er til gengæld ikke ligeså svært at uddelere opgaver til en, som i forvejen sidder ved siden af, eller som selv har startet processen eller allerede har lavet aftensmad. Så tag opgaverne, du kan bidrage med, i stedet for at vente på at få dem tildelt 💜

Vær der

I forlængelse af første råd, kommer et, der er tæt beslægtet: sørg for at være der, hvor den sørgende er. Det er nu, der er behov for et frisk hoved, krammere og overskud, og det er langt nemmere at give alt det, du kan, hvis du er der. Hvis man vælger ’ring til mig hvis du har brug for noget’-metoden, så skal den sørgende selv række ud og bede dig om at sidde ved siden af, imens vedkommende stirrer ud i luften eller græder eller ringer til bedemænd, og det har de sjældent lyst til. Sørgende ved også godt, at de sjældent er opløftende selskab, og derfor kan det være svært at kalde venner til sig for at dele deres tristhed. Nogle kan måske ligefrem afvise at se andre, fordi sorgen kan føles pinlig eller svær at tale om.

Men især i første fase handler det som ven om at være insisterende på at hjælpe. Det handler om at banke på døren igen og igen og tilbyde sit selskab helt konkret, også selvom man skulle blive afvist et par gange, fordi den sørgende ikke har overskud på det pågældende tidspunkt. Så møder man op igen. Man tjekker ind flere gange og spørger en ekstra gang, om der skal en krammer til, og man sørger for, at aftensmaden er lavet, så der er en ting mindre at tænke på. Den sørgende må ikke opleve, at disse indsatser forsvinder, de skal blive ved. Den sørgende skal ikke ringe til dig, hvis de har brug for noget, for sørgende mennesker har per definition brug for noget. Så giv dem det, uden de har bedt om det og vis dermed, at du ikke er bange for at være der med dem.

Giv lang snor – i lang tid

Sorg er kompliceret og afføder også komplicerede følelser hos menneskene, der mister. Sorg kan dumpe ned i liv, der allerede føles komplicerede og dermed skabe ubalance og uro. Når vi mennesker pludselig får så kompliceret et livsbillede, opfører vi os ikke altid eksemplarisk. Sørgende kan synes, at alle andres problemer virker små og ubetydelige, de kan reagere vredt, når man tilbyder hjælp, de kan virke okay det ene øjeblik og derefter bryde ud i gråd. Nogle sørgende har mange af sådanne reaktioner, andre få, det kommer an på livet og personen. Sommetider kommer denne type følelser også senere, det nogle kalder ’forsinkede’ sorgreaktioner, hvor det man ellers har forbundet som følelser, der opleves i første af sorgens faser, først opleves på et langt senere tidspunkt. Det kan man sagtens glemme, både som sørgende og som pårørende – at sorgen bliver ved, den ændrer bare form. Derfor er det som ven vigtigt at blive ved med at spørge ind til, hvordan de har det og lytte, når de fortæller om, hvordan de oplever sorgen på det pågældende tidspunkt. Vær opmærksom på at give den sørgende plads, ikke blot lige når de mister, men i lang tid. Giv lang snor, hvis de pludselig reagerer anderledes eller i en periode har svært ved at være så god en ven, som de plejer – så er det dig, der skal træde til og huske på, at sorgen stadig kan ruske i din ven.

Det kan være svært at gå ind i sorgen, og selvom de fleste mennesker gerne vil være der for deres venner, når de har det svært, er der mange tabuer og svære grænser ved at gøre det. Vi har ikke et særlig godt sprog for sorg, og derfor kan det være svært at tale om. Når det er din tur til at være ven for nogen, der har mistet, kan du derfor huske dig selv på, at det ikke betyder så meget om man ’gør det forkert’, for hvis man sørger for at være der, at bidrage, hvor man kan, og at finde empatien frem, så får man mange chancer for at være der på den måde, den sørgende har behov for. Og så er det med sorg, som det er med førstehjælp: det værste man kan gøre, er ikke at gøre noget.